0

Sæson
Hele året.

Hvad er safran?
Safran er røde støvfang, der sidder i den lilla krokos, crocus sativa. Der sidder kun tre støvfang i hver blomst, og de bliver plukket og derefter tørret med håndkraft, hvilket er en vigtig årsag til de høje priser

Smag og anvendelse
Safran er verdens dyreste krydderi med tilnavnet ”det røde guld”. Heldigvis skal der kun ganske få af de røde tråde til for at tilføre en ret den delikate smag af honning med undertoner af hø – og den smukke, gule farve. Safran er et fantastisk krydderi i risottoer, til skaldyr og fisk.

Historisk
Den eksotiske duft og sødmefulde smag af safran leder tankerne hen på 1001 nats eventyr, hvor safran farver risen gul og gør kvinderne ekstra frugtbare. Meget safran kommer da også fra marker i det gamle Persien, nærmere bestemt Iran, men også spanierne dyrker – og ikke mindst anvender – det dyrebare krydderi. Det var maurerne, som bragte safran til Spanien omkring 700-tallet, og siden har safran været fast ingrediens bl.a. i paellaen og i retter med masser af hvidvin, rejer eller fisk. I dag bliver noget af verdens bedste safran produceret omkring Valencia. Historiebøger bugner af beretninger om, hvordan safran har gået sin sejrsgang over hele verden, og det har været brugt til at indfarve stoffer og som krydderi i Europa og Asien flere tusind år før Kristi fødsel. Det højt besungne krydderi har været en ekstremt attraktiv handelsvare, som under indvandringen til USA endte med at blive sin egen vægt værd i guld for de spanske bosættere i Caribien, der dyrkede og eksporterede safran til markeder i Philadelphia.

Forhandlere
I Danmark kan safran købes hos langt de fleste grønthandlere og i visse supermarkeder. På grund af de høje priser bliver der fusket en del med safran. Vær derfor opmærksom på, at du køber de røde tråde og ikke den stødte version, og at pakken ikke er fyldt op med smagsforladte gule tråde.

Safransauce til dampet eller stegt fisk
Varm 3 dl fiskebouillon langsomt op i en gryde. Smelt 90 g smør i en anden gryde og tilsæt 3 spsk hvedemel og 1 tsk stødt safran og rør grundigt. Tilsæt et drys salt, og rør den varme bouillon i lidt efter lidt. Læg låg på og lad det simre i 15 min. Smag til med salt og pynt med safran.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *