En gammel klassiker, som også kaldes Baked Alaska. Den kan laves på grillen eller i ovnen, som det lige passer. Denne version er lavet med vaniljeis, men du kan bruge alle slags is – også sorbet – efter smag.
Opskrift til 6-8 pers.
7 pasteuriserede æggehvider
300 g flormelis
1 vaniljestang, kornene af
2 lagkagebunde
1 l god vaniljeis
1 pk jordbær, skåret i halve.
100 g usaltede pistacienødder
Prøv også Gammeldags jordbæris
Pisk æggehviderne luftige, og tilsæt derefter flormelis og vanillekorn. Pisk godt og grundigt i ca. 5 min., til det er blevet en tyk masse.
Læg de to lagkagebunde oven på hinanden på en plade, der kan komme på grillen eller i ovnen, alt efter om desserten skal grilles eller bages. Læg vanilleisen på lagkagebundene. Skær en kløft ned i toppen af vanilleisen, og fyld den med jordbær. Fordel marengsen over isen med en dejskraber, og sørg for, at marengsen slutter til, så isen er helt dækket. Kom desserten i grillen eller i ovnen under grillvarme, og giv den ca. 5-10 min., til den er blevet lysebrun på toppen. Hold konstant øje med den, så den ikke brænder på. Server den med det samme med flere jordbær og pistacienødder.