And er en meget udbredt spise i store dele af Asien (tænk bare på den famøse peking duck med det tynde, sprøde skind). I denne version bliver anden serveret i en cremet og fuld-aromatisk sovs primært bestående af kokosmælk og den gule panang-karrypasta. Server den med ris og evt. med en sprød og let syrlig grøn salat som friséesalat.
Opskrift til 2 pers.
1 andebryst
Olie, til stegning
2 fed hvidløg, skåret i tynde skiver
2 spsk panang-karrypasta*
1 tsk sukker
2 dl kokosmælk
¼ dl limesaft
2-3 spsk fiskesauce
1 løg, skåret i både
1 rød peberfrugt, skåret i strimler
Ved servering:
1 håndfuld sød basilikum eller koriander
Kogte ris
Prøv også Broccolibeef
Skær andebrystet i tynde skiver, og steg dem gyldne i lidt olie i en wok. Kom hvidløg ved, og lad det stege lidt, uden at hvidløget tager farve. Kom panang-karry og sukker på, og lad det stege lidt. Tilsæt kokosmælk og limesaft, og lad det koge op. Smag til med fiskesauce. Kom løg og peberfrugter i, og varm det lige igennem 1 minut eller 2.
Ved servering: Server anden med en håndfuld plukket sød basilikum eller koriander samt kogte ris til.
* En gul karrypasta, som fås hos den asiatiske købmand eller fx på www.shopasia.dk. Hvis du ikke kan opdrive panang-versionen, kan rød karrypasta eller en anden gul karrypasta bruges.