Kombinationen af den cremede, franske ost Brillat-Savarin, de friske trøfler og det lettere sure brød smager, så fuglene synger.
– Det er utroligt, så godt osten smager, når man tænker på, at den kun har en fedtprocent på næsten 80, griner Paul Cunningham.
Opskrift til 4 pers.
1 brød, gerne af surdej
4 store skiver Brillat-Savarin*
4 spsk frisk sommertrøffel**, fintrevet
1 bdt brøndkarse
Salt og peber
Skær surdejsbrødet igennem på langs, og del det i 4 lige store stykker. Grill dem på begge sider, til de er godt sprøde. Tag dem af varmen, og læg en tyk skive ost på hvert stykke brød. Riv sort trøffel over, og drys med salt og peber.
*En fransk, håndlavet friskost med en cremet konsistens og en fyldig smag. Kan købes i velassorterede supermarkeder eller hos ostehandleren.
**Købes på nettet på fx www.troeffelhuset.dk eller www.avino.dk.