For et par år siden var der en snarrådig bager, der fandt ud af, at gammelt rugbrød snildt kunne laves til sprøde rugbrøds-chips. Lav dem selv ved at skære dit daggamle rugbrød i skiver, hæld olie over, og bag dem i ovnen. Server dem med en hjemmelavet dip, anret dem med stenbiderrogn, eller brug dem som croutoner i en salat – nemt, lækkert og utrolig billigt.

Snacks til 4 pers.

Dijondip:
1 dl god mayonnaise
2 spsk grov sennep
1 fed hvidløg, fintrevet
Salt og peber

Rugbrødschips:
1 halvtørt rugbrød i meget tynde skiver
½ dl olivenolie
Havsalt
Evt. lidt tørret rosmarin eller timian

Dijondip: Bland alle ingredienser, og smag til med salt og peber.
Rugbrødschips: Læg rugbrødet på en bradepande med bagepapir i bunden, dryp med olivenolien, og drys med havsalt og tørrede krydderurter. Bag rugbrødsskiverne, til de er sprøde – ca. 15 min. ved 180 grader.

Tip. Drys evt. chipsene med en blanding af hvidløgssalt, sød paprika og en smule røget paprika for en mere krydret version.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *