Gineksperten og forfatten Iben Diamant guider til en af sommerens absolut mest populære cocktails, deler sine fem vigtigste råd og giver fire bud på de bedste G&Ts netop nu.
TEKST Rikke Winther
G&T er blevet en af de mest populære cocktaildrikke herhjemme. Så populær, at København i 2013 fik sin første ginbar, der ud på de sene aftentimer har efterladt sig begejstrede gin-drikkere i meterlange køer langs Gammel Strand. Gin-hypen er et resultat af, at ginroducenter verden over i slutningen af sidste århundrede begyndte at krædse om ginnens smagsnoter, samtidig med at mixologer og bartendere har nytænkt G&T som cocktail.
Iben Diamant er ginekspert og rykker bl.a. ud til smagninger og foredrag.Men at lave en vellykket G&T er ikke kun eksperter beskåret. Gin-entusiast og indehaver af onlineuniverset whynotgin.dk, Iben Diamant, giver dig længere nede i artiklen fem simple trin til at lave en god G&T Det behøvet nemlig ikke at være svært. Læg mærke til ginnens noter og brug en god tonicvand, lyder rådet. Og du behøves ikke gøre alverden ud af tilbehøret.
– Det er ikke en frugtskål, vi skal lave, som Diamant siger.
Hvorfor er G&T blevet så populær?
En gang hev man bare et long-glas ned fra hylden og hældte gin og tonic i på slump. Og sluttede af med at lægge en citronskive oveni. Men i dag er G&T blevet opdateret til en lækker cocktail, som man hælder op i et drinksglas og serverer som en drink. Og fordi man er begyndt at blive mere opmærksom på at eksperimentere med at skabe et godt match mellem gin, tonic og tilbehør, er det altså blevet en meget populær cocktail. Man kan sige, at G&T har fået en renæssance.
Hvad skete der under G&T-renæssancen?
Efter ginens opfindelse tilbage i 1600-tallet og nogle hundrede år frem udviklede drikken sig ikke særligt meget rent smagsmæssigt. Men i dag er moderne gin-magere (destillerings-producenterne, red.) begyndt at nytænke ginen ved at eksperimentere med nye smagsgivere, der kaldes ’botanicals.’ Engang var enebær den eneste smagsgiver, men nu tilsætter de ginen helt nye botanicals som fx oliven, timian, rosmarin og rabarber under destilleringsprocessen. Det er rigtig spændende for udviklingen af drikken.
Hvornår begyndte din interesse for gin?
Et år før jeg ville være færdiguddannet, var jeg på ferie på Mallorca med min kæreste. En dag lå jeg på en solstol nede ved poolen med en G&T med appelsin og rosmarin i hånden og spekulerede på, hvordan jeg kunne komme foran i køen til de gode stillinger i marketingsbranchen. Jeg vidste, jeg ville blogge om et produkt for at øve mig i markedsføringens digitale værktøjer. Faktisk manglede jeg bare noget at blogge om. Jeg kiggede på min G&T. Så pludselig gav det bare sig selv, og det endte med, at jeg købte domænet til min nuværende blog på hotelværelset et par timer senere.
Hvornår vidste du, du ville leve af at lave G&Ts?
Jeg blev på et tidspunkt hyret til at lave en gin-smagning til en redaktørs 40-års jubilæum. Senere på aftenen kom hun og prikkede mig på skulderen og sagde, ”du skal skrive en bog.” På det tidspunkt havde jeg landet et job som exchange media and media buyer på et stort mediebureau, og jeg tænkte først, at jeg kunne skrive bogen ved siden af i løbet af et par uger. Men det gik selvfølgelig ikke, og jeg sagde mit job op rimelig hurtigt derefter.
Hvor finder du inspiration til at udvikle gode G&Ts?
Jeg laver et ’matrix’ hjemme på køkkenbordet. Det vil sige, jeg stiller gin-flasker og tonicvand op i et omvendt L, og når jeg har kryds-mixet gin og tonic i små glas, noterer jeg i en lille notesbog hvilke kombinationer, der er bedst. For det meste har jeg en idé om, hvad der passer sammen, før jeg går i gang, men andre gange bliver jeg overrasket. Det vildeste, jeg har fået ud af et matrix er, at der er en helt særlig G&T-kombination, der smager sindssygt godt med et stykke banan. Det havde jeg aldrig troet.
Er der nogle misforståelser om G&T, du gerne vil rette op på?
Engang tilsatte man enten en citronskive eller en appelsinskal til en G&T. Det spændende med de mange forskellige gin og tonicvand, der er på markedet i dag, er, at man kan lave nye match, som bringer nye smagsvarianter frem. Men fordi Hendricks gin i starten af ’00erne introducerede en gin med agurkenoter, som smagsmæssigt passede godt med en agurkeskive på toppen, tror mange, at agurk er den nye citron. Men man skal altså ikke bare putte en agurk i en hvilken som helst G&T.
Hvad skal man så?
Agurkeskiven passer godt med en særlig gin, fordi lige netop den gin destilleres på bl.a. agurk. Men det passer ikke sammen med mange andre ginvarianter, som er kommet frem de senere år. Enhver gin er destilleret på en særlig sammensætning af botanicals. Det er de noter, man skal tage udgangspunkt i, når man vælger tonicvand og tilbehør. Så komplimenterer man noterne i ginen i stedet for at ødelægge den med noget, den ikke kan bære.
Så man skal respektere ginens egne noter?
Ja, det er nok den diplomatiske måde at sige det på. Det vigtigste er bare, at man nusser om at finde et godt match, når man vælger tilbehør. Du skal ikke gøre det sværere, end det behøves at være. Du kan endda læse på bagsiden eller smage på ginen, hvis du er i tvivl om de mest fremtrædende botanicals. Det kan være citrusfrugter, tungere frugtnoter eller urter. Men vær nænsom, og hold det simpelt.
Det lyder lidt kompliceret. Kan man gøre noget forkert?
Nej, egentlig ikke. Det er jo en smagssag, hvad der fungerer bedst, og overordnet set handler det om livsnyderi. Betragt det som et eksperiment. Prøv at nyde processen med at udforske, hvad en G&T kan. Hvis du har lavet én, der ikke er god, så skynd dig at drikke den eller hæld den ud i vasken igen. Under alle omstændigheder skal du bare forsøge dig igen. Det gælder om ikke at gøre det sværere, end det er.
Bliver du aldrig træt af at drikke G&T?
Nej, faktisk ikke. Men jeg drikker heller ikke så mange, som man måske kunne tænke. Jeg vil hellere drikke én superlækker G&T end fire halvsløje. Det er mit job, men det er også nydelse for mig. Og jeg kan virkelig godt lide en G&T stadigvæk. Især når jeg har spist aftensmad og sidder ude på terrassen. Det er mit fortrukne tidspunkt at drikke en lækker G&T på. G&T handler jo om nydelse. Sværere skal det ikke være.
5 trin til en god G&T
- Blandingsforhold. Man siger, at en G&T skal ende på en alkoholprocent på 18. Så en god tommelfinger er at blande 1 del gin med 2 dele tonic.
- Gin. I dag er hver gin unik og destilleret på en særlig sammensætning af botanicals. Læg mærke til den eller de mest fremtrædende noter, ginen har i sig. Noterne kan have karakter af citrus, blomster, bær eller noget fjerde. Er du i tvivl, så smag på den.
- Tonicvand. Ud fra ginens noter vælger du en tonicvand, der passer i smagen. Det er en smagssag, om du er til en sød, tør eller afbalanceret G&T. Du kan altid følge ginens noter, og ellers prøv dig frem. Det vigtigste er, at du prioriterer kvalitet, når du vælger tonicvand.
- Tilbehør. Tilbehøret er ikke kun pynt. Men hold det simpelt. Bær, citrusfrugter eller grøntsager kan perfektionere det gode match, hvis du holder dig til gin og tonicvandets smagsmatch. Og så er det i øvrigt vigtigt, at du hellere bruger for få end for mange ingredienser. Det
- Isterninger. Isterningerne holder bedre på kulden, hvis der er flere. En helt masse isterninger er derfor længere om at smelte end én enkelt. Her må du altså ikke spare. En G&T skal være kold, og den svagt vandede effekt af smeltede isterninger i drinken er desuden undervurderet. Der må gerne være en smule vand i en god G&T.
DO’s?
- Læg mærke til ginens noter og tag udgangspunkt i dem, når du vælger tonicvand og tilbehør.
- Du får aldrig en bedre G&T end den tonicvand, du vælger. Jeg vil næsten sige; hellere en middelgod gin med en god tonicvand end omvendt.
- Servér dine G&Ts i et glas på stilk og med en stor overflade. En overset del af at drikke G&T er syns- og duftesansen. En god G&T skal også ses og duftes, og det kan du, hvis du kan kigge på den, når du løfter den op til ansigtet og kan dufte noterne i overfladen.
DON’T’s?
- Danskvand eller soda er ikke tonicvand. Gå aldrig ned på god tonicvand.
- Spar ikke på isterninger. En G&T skal være kold.
- Det er ikke en frugtskål, du skal lave. Det kan være fristende at vælge noget flot tilbehør, men hellere ét for lidt end ét for meget. Det er noterne i ginen, der skal stå frem og ikke tilbehøret.
4 af Iben Diamants G&T-favoritter
Ginscape (1 cocktail)
En smagsmæssigt klassisk G&T. Ginscape er fremstillet efter godt, engelsk håndværk, men har et kækt lille twist, da den også er destilleret med økologisk havtorn, der giver en forsigtig frugtig sødme. Pynt med citronskal og havtorn, hvis du har dem. Denne cocktail er perfekt til en aften på terrassen lige før solnedgang.
- 5 cl Ginscape Gin
- 10 cl Indian Tonic
- Citronskal
- 5-6 frosne eller friske havtorn
- En god håndfuld isternigner
Bland, og server.
G’vine (1 cocktail)
Denne G&T er knapt så tør og bitter så start her, hvis ikke du er hard-core G&T-nyder endnu. En af G’vines mest fremtrædende botanicals er vinblomst. Ginnen ligger i den sødlige ende af smagsspektret og smager af meget i sig selv. Du kan med fordel vælge en tonicvand, der er let-urtet og uden alt for meget bitterhed.
- 5 cl G’Vine Gin
- 10 cl tonicvand gerne med en urtet smag
- 3-5 halve grønne druer
- En god håndfuld isterninger
Bland, og server.
Slåen Gin (1 cocktail)
En oplagt sommercocktail. Slåen gin skal toppes med en tonicvand med citrussmag. Ginnen er tydeligt sødmefuld og har en karakteristisk smagsnote af mandel/marcipan. Slåen Gin kan altså godt klare lidt citrusfrugt, og pynt den gerne med jordbær og lime, så du får en god balance.
- 5 cl Slåen Gin
- 10 cl Lemon Tonic
- 1/2 jordbær
- En limebåd
- En god håndfuld isterninger
Bland, og server.
Seedlip (1 cocktail)
Den alkoholfrie ikke-gin (ifølge EU skal gin have en alkoholrocent på over 37,5 for at måtte kaldes gin), Seedlip, som smager utrolig meget af gin alligevel. Den har noter af ærter, pebermynte, rosmarin og timian. Bland den med en let-urtet tonicvand eller tonicvand med hyldeblomst og tilsæt en skive grapefrugt. Hvis du er rigtig kæk, kan du vælge en ærtebælg i stedet for. En lækker, lækker ikke-gin til dem, der ikke er til alkohol.
- 5 cl Seedlip
- 10 cl tonic evt. med hyldeblomt eller en let urtet smag
- En skive rød grapefrugt
- En god håndfuld isterninger
Bland, og server.