Det er lige nu, strandtasken skal pakkes, eller tiden i hængekøjen skal passes, og mon ikke der skal en bog eller to med i tasken? Hvis du som os her på MAD&venners redaktion har en ukuelig interesse for mad og også rigtig gerne bruger timevis på at tænke på og læse om mad i ferien, kommer her vores bedste bud på sommerferiens must-reads.

”The Third Plate” (på engelsk) af Dan Barber, 190 kr. på saxo.com
Den amerikanske kok Dan Barber står bag denne bog, hvor han skriver om fremtidens mad. Hans hovedpointe er, at grøntsager skal spille hovedrollen, ganske enkelt for at menneskeheden overlever. Bæredygtighed, men også velsmag er i absolut centrum, og i bogen lægger Dan Barber ikke skjul på, at han ønsker at revolutionere den måde, vi spiser på. Bogen er af flere eksperter udpeget som et afgørende nyere værk i madhistorien.


”Delizia!” af John Dickie, 140 kr. på saxo.com

Delizia er bogen til dig, der både er fascineret af Italien og ikke mindst det italienske køkken. I bogen tager forfatteren John Dickie (der også har skrevet mafiabogen ”Cosa Nostra”) læseren med på en rejse gennem det italienske køkkens historie, og han tager bl.a. myter som fattigmands- og landkøkkenet op og beskriver, hvordan italiensk mad egentlig er lige så meget storby-mad.

 

”A Work in Progress: Journal, Recipes and Snapshots” af René Redzepi, 359 kr. på cdon.com
Kom helt tæt på arbejdet på noma med denne bog, der rummer en stribe dagbogsnotater af René Redzepi sammen med 75 opskrifter, der følger sæsonernes skiften på disse breddegrader. Samtidig rummer bogen også en mængde billeder, der er taget af Redzepi og hans team, og dermed er den et enestående indblik i, hvordan en af verdens mest skelsættende restauranter arbejder, og hvordan hjernen bag tænker.

”Spis ordentligt – alt du skal vide som kritisk forbruger” af Christian Nørgaard og Andreas Lindqvist, 180 kr. på gucca.dk
Som moderne forbruger kan det virkelig være mere end svært at finde hoved og hale i de mange informationer, myter og misforståelser, der præger madens verden. Derfor har journalisterne Andreas Lindqvist og Christian Nørgaard skrevet denne bog, hvor de forsøger at skære gennem støjen og klæder os forbrugere på til at træffe oplyste valg i junglen af valg, vejledning og misforståelser.

”The Omnivore’s Dilemma” af Michael Pollan, 129 kr. på saxo.com
Den amerikanske madjournalist Michael Pollands skelsættende bog fra 2006, hvor han fremfører en større kritik af den amerikanske madkultur og måde at spise på, og hvor han belyser problemer med den stærkt industrialiserede fødevarekultur, fast food og den kollektive forglemmelse af sæsonbetonet og lokal mad. En kritisk bog, der kan få én lidt op af liggesolen.

”Mallmann On Fire” af Francis Mallmann, 339 kr. på saxo.com
Den argentinske kok Francis Mallmann, som du måske kender fra programmet ”Chef’s Table” på Netflix, er en sand ildens mester, og han laver stort set kun mad over bål. I denne bog drager han verden rundt og laver mad over åben ild på så forskellige steder som Paris, gaderne på Manhatten, en øde ø i Argentina og i Brasilien. Bogen er en rejsebog, en bog om ild, om det at elske processen og en kogebog i ét.

”Mexico frem the Inside Out” af Enrique Olvera, 564 kr. på kunstogkokkentoj.dk
Olvera er chefkok på restauranten Pujol og Mexicos allerdygtigste kok. Han er en pioner, fordi han stræber efter at revitalisere og genfinde det autentiske mexicanske køkken, men samtidig gøre det tidssvarende og relevant for moderne mennesker. Han er bl.a. verdensberømt for sin fermenterede mole, en modersovs, der laves af sæsones råvarer, og som han har holdt gang i i omkring 1000 dage! Bogen er absolut en kogebog, men også et kig ind i Olveras gastronomiske filosofi.

”Fäviken” af Magnus Nilsson, 476 kr. på saxo.com
Midt ude i det svenske ingenting ligger Restaurant Fäviken og insisterer med kokken Magnus Nilsson ved roret på at lave mad af lokale råvarer. Det er et gastronomisk benspænd, som har givet genlyd i den internationale madverden, og kokke og andre madelskere står i kø til restaurantens få siddepladser for at få et glimt ind i Nilssons tankegang og smage hans supervelsmagende retter. Hvis du ikke lige står med en rejse til Fäviken foran dig, er bogen en god erstatning, for den er fyldt med opskrifter, billeder og tanker om ultralokal madlavning.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *