Bøf er godt, og med stærk peber er det rigtig fint. Her er tilbehøret fine rødbeder, der er krydret med solbæreddike. Opskriften er udviklet for MAD&venner af kok og madskribent Katrine Klinken.
Opskrift til 2 pers.
2 spsk hel sort og hvid peber, fx fra Mill & Mortar
1 cote de boeuf med ben, stor og tyk, eller 2 gode entrecotes
Ca. 1 tsk salt
Rødbeder med solbæreddike:
1-2 bdt rødbeder eller 8 mellemstore
2 rødløg, med top
2 spsk olivenolie
Ca. ½ dl solbæreddike eller evt. balsamicoeddike
Salt og friskkværnet peber
Evt. 1 drys muscovadosukker
Brasekartofler:
Ca. 500 g kogte, små kartofler
25 g smør
1 stor håndfuld frisk dild
Bøffer: Stød peber i en morter eller krydderikværn. Sæt bøffen eller bøfferne på højkant på en god stegepande ved stærk varme, og lad fedtet smelte fra. Tag kødet op, vend det i salt og peber på begge sider, og brun straks i det varme fedt på panden. Skru ned, og steg bøfferne ved middel varme – afhængigt af bøffens tykkelse skal den stege i helt op til ca. 8 min. på hver side, hvis det er en rigtig fed cote de boeuf med ben. Mærk på konsistensen af bøffen, og steg, til den er rosa.* Lad bøffen hvile ca. 10 min., og skær kødet i skiver.
Rødbeder med solbæreddike: Skær toppen af rødbederne, og skrub dem med en grøntsagsbørste. De friske, nye behøver man ikke skrælle, men det kan være nødvendigt, hvis skrællen er blevet meget tyk. Skær rødbederne i både eller stykker, der er lige store. Pil løgene, og skær dem i både. Varm olien, og steg løgene, så de ikke tager farve. Tilsæt rødbedestykkerne og ca. ½-1 dl vand. Damp/kog rødbederne næsten møre, og lad vandet fordampe. Tilsæt solbæreddike, og smag til med salt, peber og sukker.
Brasekartofler: Steg kartoflerne i smør på en pande, til de er gyldne på alle sider. Drys med dild, og krydr evt. med salt.
Server bøf med rødbeder med solbæreddike og stegte kartofler med dild.
* Hvis man har lidt ekstra tid, er det godt at stege i ovnen ved 175 grader, så farven bliver mere ensartet rød.