Manchego kan med fordel spises som en snack for sig selv, men den er også fortryllende på tapasbordet med chorizo, tomater, syltede auberginer, brød, tørrede frugter og mandler. Manchego er også en ideel følgesvend til en varm fuldblodsrødvin, rå løg, brøndkarse og valnødder, for disse råvarer giver den runde og lidt fede ostesmag et godt modtræk af bitterhed.

Sæson
Hele året.

Smag
Manchego-oste smager meget forskelligt, alt efter hvor længe de er lagret. De mest lagrede har en tendens til at falde lidt fra hinanden, men når de først kommer i munden, er de utroligt cremede, aromatiske og runde i smagen. De yngre er mere faste ligesom skæreoste og milde i smagen. Generelt har Manchego en blid smag af fåreost og er helt uden bitterhed. Osten tager gerne smag af fårenes diæt, og eftersom fårene i La Mancha går ude og spiser urter, græs og agern, får osten gerne en let krydret smag. Ikke mindst om sommeren, hvor alt grønt i regionen tørrer, hvilket forstærker smagen af urterne, og samtidig gør, at fårene ikke får så meget vand fra planterne, hvilket gør mælken endnu mere aromatisk og proteinholdig.

Kend din manchego
I 1984 fik en gruppe producenter i La Mancha-regionen den spanske stats beskyttelse af Manchego-osten i form af DO-stemplet (Denominación de Origen). Stemplet er en garanti for, at:
– Osten er produceret i én af de fire provinser i La Mancha-regionen, som må producere rigtig Manchego (Albacete, Ciudad Real, Cuenca og Toledo).
– Osten er lavet af mælk fra Manchega-fåret, der lever på gårde i de fire provinser.
– Osten skal være lagret i minimum 60 dage og helt op til to år.
– Osten skal laves i en cylinderform, som er maksimum 12 cm høj og 22 cm bred.
Hvis du vil være sikker på, at en Manchego er den helt ægte vare og DO-stemplet, skal osten være udstyret med et klistermærke på oversiden, hvor der står Queso Manchego, et serienummer og et billede af Don Quixote, og under bunden skal der være et kasein-mærke (i skorpen), hvor der også står Manchego.

Opbevaring
I køleskabet, indtil ½ – 1 time inden servering.

Hvor kan den købes
I velassorterede supermarkeder og hos ostehandleren.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *