Hvidkålen har en frisk, sprød og saftig sødme med let bitterhed. Smag og duft træder rigtigt frem, når den opvarmes.

Sæson
Juni til oktober – men fås det meste af vinteren.

Anvendelse
Hvidkålen kaldes også for sommerkål i månederne juni og juli, hvor bladene er løse, lette og virkelig delikate. I denne periode skal kålen blot dampes ganske let, til bladene bliver grønnere og let bløde. Server med smeltet smør og et drys grønne urter som dild eller persille, eller dryp let med en mormordressing af fløde, citron, sukker og salt. Senere på året bliver kålens blade tættere og mere seje i konsistensen, men den hvidgrønne kål er stadig dejlig rå såvel som tilberedt. Fjern blot de yderste blade og hak den fint til en robust salat – eller klassikeren coleslaw. Den kan også dampes, stuves eller farseres, men så er der også dømt retro. Prøv også at svitse hvidkål let i lidt smør, tilsæt æble i tynde skiver, lidt ribsgele og knasende perler fra granatæble eller tørrede tranebær plus et skud friskkværnet peber.

Opbevaring
I køleskab i en plastikpose.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *