De bløde og gammeldags fastelavnsboller med creme i midten og lavet af en smørfed kringledej er elsket af både store og små. Bollerne kan fyldes med lidt af hvert; vaniljecreme, nougat, marcipan, syltetøj eller revet æble og pyntes efter indhold. Er det den traditionelle cremefyldte bolle, skal den have en god gang glasur.

Opskrift på 12 gammeldags fastelavnsboller med creme

12½ g gær
2½ dl mælk, kold
1 æg
40 g sukker
7 g salt
1 tsk kardemomme
ca. 500 g glutenholdigt hvedemel
100 g smør, koldt

Fyld:
Nougat, revet æble med kanel eller vanillecreme (se nedenstående opskrift), 20 g pr. bolle

Vaniljecreme:
75 g sukker
40 g maizena
4 dl sødmælk
75 g æggeblommer
1 dl piskefløde
½ vaniljestang

Pynt:
Glasur (flormelis, vand og evt. kakao)
Friske bær, hasselnøddeflager, kandiserede violer eller marcipanroser

DAG 1: Opløs gæren i mælken, og rør æg, sukker, salt, kardemomme og det meste af melet i. Ælt grundigt til en smidig og glat dej ved gradvist at tilsætte det sidste mel. Vægtangivelsen på melet er kun omtrentlig, og måske skal der tilsættes en smule mere eller mindre. Bank smørret smidigt på bordet – brug en smule mel. Ælt derefter smørret i dejen sammen med lidt mel. Ælt, til dejen igen er smidig og glat. Stil dejen til hævning ved 5-10° – fx i køleskabet – natten over eller gerne op til 24 timer.

Vaniljecreme: Vej sukker og maizena op i en skål. Pisk lidt af sødmælken i skålen, men kun lige så tørstofferne kan hænge sammen. Hæld derefter æggeblommer op i skålen, og pisk det sammen. Kom resten af sødmælken og piskefløde i en tykbundet gryde. Sæt over på middel varme. Del vanillestangen på midten, skrap kornene ud, og kom korn og stang op i gryden. Når mælk/fløde koger, hæld da lidt over æggemassen. Sæt gryden tilbage på komfuret. Hæld nu æggemassen i gryden med en tynd stråle og under konstant piskning. Pisk, indtil cremen er tyk, og sæt på køl. Det er en god idé at lave cremen, aftenen før man skal bruge den, så den står natten over i køleskabet.

DAG 2: Drys lidt mel på bordet, og rul dejen ud til en stor firkant, 30×40 cm. Del dejen op i 12 lige store stykker. Alt efter ønske og smag: Put ca. 20 g blød nougat, vanillecreme eller revet æble med kanel på hver dejfirkant. Fold spidserne ind over hinanden på midten, og sørg for, at det lukker tæt, så massen ikke flyder ud. Kom bollerne med samlingerne nedad på en bageplade med bagepapir. Lad dem hæve ved stuetemperatur ca. 20-30 min. Bag dem i ovnen ved 190 grader i ca. 12 min., til de er gyldenbrune.
Afkøl bollerne, og pynt med glasur (kom evt. kakao eller frugtfarve/frugtsaft i) og bær, nødder eller sukkerpynt.

Du kan også nogle af vores andre gammeldags fastelavnsboller her

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *