Andrea Søllested, som blev landskendt for sit bagetalent i Den store bagedyst 2017, har selv udviklet opskriften på disse vandbakkelser med et sprødt låg af mandel-mørdej og en blød midte med fyldig blåbærcreme.

Fastelavnsboller med blåbærskum (15-20 stk.)

Walesbolle:
130 g smør
240 g vand
140 g hvedemel
3 ½ æg

Mandelmørdej:
70 g mel
25 g mandelmel
40 g flormelis
50 g smør, koldt
1 spsk vand, koldt
1 æg, til pensling

Blåbærcreme:
100 g friske blåbær
100 g flormelis
3 dl piskefløde

Pynt:
Flormelis
Friske blåbær
Ristede mandelflager

Walesboller: Bring smør og vand i kog i en kasserolle. Tag gryden af varmen, og tilsæt mel, mens der røres godt med en grydeske. Sæt gryden tilbage på varmen, og rist massen godt igennem under omrøring. Den skal samles til en klump, der nemt slipper grydens sider. Hæld dejen over i en skål, og lad den køle lidt af.

Pisk æggene sammen i en skål, og rør dem i dejen med en grydeske lidt ad gangen. Dejen skal blive glat og blank uden at blive så tynd, at den flyder helt ud. Fyld dejen i en sprøjtepose med en stor stjernetylle, og sprøjt 15-18 boller ud på 5 cm i diameter på en bageplade beklædt med bagepapir.

Mandelmørdej: Bland mel, mandelmel og flormelis i en stor skål til mørdejen. Riv smørret på et groft rivejern, og bland det i de tørre dele. Pisk det hele med en håndmixer, til det ligner revet parmesanost (alternativt kan det gøres i en foodprocessor). Saml dejen med vand, form det til en kugle, og læg dejen på køl i 15 min. Rul dejen tyndt ud mellem to stykker bagepapir til en tykkelse på 2 mm. Stik cirkler ud med en udstikker på 5 cm i diameter. Pisk ægget sammen, og pensl undersiden af mørdejscirklen, inden den lægges over hver bolle.

Bag bollerne ved 180 grader i ca. 30-35 min., til de er gyldne. OBS! Ovnen må ikke åbnes undervejs, da bollerne ellers falder sammen. Køl af på en bagerist.

Blåbærcreme: Knus blåbærrene med en stavblender, og rør dem godt sammen med flormelis. Pisk fløden til skum i en anden skål, og vend forsigtigt de knuste blåbær i med en dejskraber til en ensartet creme. Kom blåbærcremen i en sprøjtepose med en rillet tylle.

Samling: Lav et lille hul i bunden af walesbollerne, og sprøjt cremen ind i bollerne gennem hullet. Drys bollerne med flormelis, og pynt toppen med en roset af blåbær-skummet, friske blåbær og lidt ristede mandelflager.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *