Lun fransk salat med emmenthalerchips, bacon og vagtelæg

1618
Fyldig salat med lune indslag fra bacon og vagtelæg. Opskrift af Gitte Heidi Rasmussen og foto af Line Falck.

Det er nemt at lave sine egne ostechips af revet ost, der får en hurtig tur i ovnen. Resultatet er knasende ostechips, der serveres med sprødristet bacon og halverede vagtelæg til en fyldig salat vendt i en fransk vinaigrette på hvidløg, sennep og olie. Salaten kan fint udgøre en frokost eller sågar en hovedret.

Opskrift til 4-6 pers.

150 g lufttørret bacon, skåret i tynde strimler
150 g emmentaler eller maasdamer, revet
12 vagtelæg
1 radicchiosalat, brækket i mindre stykker
1 stor håndfuld feldsalat
1 stor håndfuld friséesalat, plukket
1 rødløg, skåret i tynde skiver
1 spsk hvidvinseddike
1 fed hvidløg, knust
½ tsk dijonsennep
3 spsk olivenolie
Salt og peber
Brød, til servering

Steg baconstrimlerne sprøde på en pande, og læg dem på et stykke køkkenrulle. Bred den revne ost ud på en bageplade beklædt med bagepapir. Bag osten i ovnen ved 175 grader, til den er smeltet og let gylden. Afkøl den på en rist, og bræk den i mindre stykker. Kog æggene smilende i ca. 3 min., afkøl dem i koldt vand, og pil dem. Skyl og slyng salaterne, og bland med rødløg. Pisk hvidvinseddike, hvidløg, dijonsennep og olivenolie sammen til en dressing, og smag til med salt og peber. Fordel salat og rødløg i dybe tallerkener eller anret på et stort fad. Hæld dressingen over salaten, og drys med bacon, ostechips samt halve æg.
Server straks med lunt brød.