Abrikos

1710

Sæson
Juli til august.

Smag
Abrikoser smager dejligt sødmefuldt med et let strejf af syre. Når de er overmodne, kan de dog have en tendens til at blive melede og svage i smagen. Abrikossmagen er særlig intens i tørrede abrikoser.

Anvendelse
De dunede abrikoser med orangefarvet skind kommer oprindeligt fra Kina, men dyrkes nu også i USA og Sydeuropa, og det er her, de allerbedste abrikoser kan nydes. For abrikoser modner ikke, når de først er plukket, i stedet damper smagen stille og roligt af under transporten fra de lunere himmelstrøg til de danske breddegrader, så det er bare om at mæske sig i frugterne på ferier i sydens sol. Når det så er sagt, så kan abrikossmagen komme lidt op i gear, hvis man giver de små buttede stenfrugter et skud sukker. Et andet trick, der løfter abrikossmagen, er skal og saft fra citroner. Ellers kan det anbefales at gå lidt dæmpet til værks med krydringen, for det er ærgerligt at overdøve abrikosernes fine smag, men et hint at vanille, mandler eller kardemomme er ikke af vejen.
Abrikoser kan koges til skøn marmelade, kompot eller bruges i tærter. Abrikosmarmelade indgår i den legendariske sachertorte bestående af en svampet chokoladekage lagt sammen med et lag abrikosmarmelade og overtrukket med en mørk, lidt bitter chokoladeglasur. Men prøv også abrikoskompot i en dejlig sommerlig trifli med makroner og letpisket flødeskum. Kog evt. et par abrikossten med i kompotten og fisk dem op inden servering, da det giver en fin mandelaroma, som understreges af makronerne.

Opbevaring
Køligt, men smagen er bedst ved stuetemperatur.