Går du og drømmer om en storbyferie i december, er London værd at overveje. Big Ben, Buckingham Palace og Wembley Stadium er i sig selv grund til at tage af sted, og til jul skrues der tilmed helt op for traditionerne; londonerne dyrker julemarkeder, shopping og ikke mindst masser af dejlig mad. Ønsker du samtidig at få gourmetmad på gaflen, er der gode muligheder for ekstraordinære spiseoplevelser til meget rimelige priser.
TEKST Rasmus Palsgård FOTO London & Partners Press Office
Hvis hovedformålet med din rejse er at blive gastronomisk tilfredsstillet, er London måske ikke den destination, der først falder dig ind. Baked beans, gelebudding og fish and chips er nogle af de kendte serveringer i England, og selvom det er med fare for at fornærme et helt folk, skal der nok mere til for at lokke udlændinge på flyet mod de britiske øer. Og London har i høj grad mere at byde på. Med mere end halvtreds Michelin-restauranter slår den engelske hovedstad København med flere længder, og rent økonomisk er stjernerne også mere tilgængelige for menigmand.
I juletiden er London absolut et besøg værd. Du kan boltre dig i julemarkeder, shopping i de eksklusive stormagasiner og dyrke pubtraditionen sammen med englænderne, hvor familierne går på pub, når det er jul. Uanset om du har den store tegnebog fremme, eller budgettet er en anelse stramt, vil der være masser af gode oplevelser at komme efter i London.
Jul til den store guldmedalje
Det ER jul, og befinder du dig i London i december, er der rig mulighed for at få tilfredsstillet selv de største juleabstinenser. Julemarkederne lever i stor stil. Her kan du købe engelske karameller, kager og andre julegodter, og hvis nogen i familien trænger til at få en håndlavet julegave, findes en sådan også på Londons store udbud af julemarkeder.
Covent Garden Market er et overdækket marked i det populære område Covent Garden, som ligger helt centralt i den gamle del af London. Ud over at kunne handle julespecialiteter på det overdækkede marked, kan du klappe rensdyr – måske endda julemandens egne. Er du i London den 3. december, bør du overveje at troppe op til Christmas Pudding Race, ligeledes i Covent Garden. Her kan du overvære udklædte deltagere løbe med julebudding i hænderne gennem en forhindringsbane med hoppeborge og andre udfordringer, som helt sikkert vil skabe god underholdning.
Nær London Bridge kan du finde Londons mest kendte fødevaremarked, The Borough Market, som byder på delikatesser af enhver art. Lokale økolandmænd og andre små producenter tager til London for at sælge deres lækre varer. Byens tophoteller og -restauranter handler her, så mon ikke, at du også kan finde noget, der vil falde i din smag.
I Winter Wonderland i Hyde Park er der masser af julesjov for folk i alle aldre, og især for børnefamilier kan det have interesse. Ud over et stort marked med godter og andet julestads byder den historiske park på skøjtebane, cirkus og tivoli med stort pariserhjul og rutsjebaner.
Når du har travet markederne tynde og indtaget en passende mængde karameller og andet sødt, er det måske tid til at prøve en traditionel engelsk julemiddag. Hyde Park er en enorm park i London, som byder på royal historie og smukke områder. Er du dér, er det oplagt at opleve julemiddagen på The Old Brewery, som ligger lige i nærheden. Her kan du opleve en tre-retters julemenu, og dertil kan du nyde bryggeriets egne øl, som bl.a. er brygget af årets engelske brygger anno 2008. Restauranten ligger i The Old Royal College, som oprindeligt fungerede som hospital for den royale flåde. Bygningerne byder på fantastisk kunst og håndværk, og der er gratis adgang.
London med den store pengepung
Hvis tallene på bankkontoen ser fine ud, venter der luksusoplevelser af den bedste slags, når du besøger den engelske hovedstad. London er meget historisk og fyldt med god, klassisk stil, både når det kommer til shopping og overnatning, og på den gastronomiske scene er London blevet meget veletableret. Blandt Europas hovedstæder er London kun overgået af Paris, når det kommer til Michelin-stjerner, og i selve centrum af byen kan du finde to tre-stjernede restauranter. Den mest kendte af disse er formentligt den bandende kok Gordon Ramsays restaurant, som hedder – ja – Restaurant Gordon Ramsay. Med det hav af projekter, som den verdensberømte kok har gang i, er det ikke sandsynligt, at du vil støde på manden selv, men flere af hans signaturretter er på kortet, bl.a. ravioli med hummer og laks. Restauranten ligger i Chelsea-området, tæt på Oxford Street, så når du har set de flotte julelys og købt ind med arme og ben i Londons shopping-gade nummer et, er der ikke langt til gourmet af den bedste slags.
Mellem Hyde Park og Buckingham Palace ligger den anden tre-stjernede restaurant, Alain Ducasse at the Dorchester. Alain Ducasse var den første kok i historien, som havde tre-stjernede restauranter i hele tre forskellige byer, så fundamentet for en god oplevelse her skulle være til stede.
Hvad angår shopping, så er Harrods et must blandt Londons stormagasiner. Uden for kan du se privatchauffører, der vogter over de riges Rolls Royces og Bentleys, mens der gøres indkøb af tøj, sko og tasker af den mest eksklusive slags. Harrod’s byder også på en udsøgt delikatesseafdeling, som rummer alt, hvad dit madhjerte kan begære.
Det er naturligvis gratis at kigge, og alene på grund af juleoppyntningen er Harrods et besøg værd.
Er du i nærheden af Oxford Street og på udkig efter luksusshopping, bør du gå en tur ad Bond Street, hvor de store luksusmærker såsom Burberry og Chanel har butikker på rad og række.
London på budget
Selv om det økonomiske råderum måske er mindre, er der stadig masser af muligheder, hvis du gerne vil spise godt. Camden Market er en fascinerende smeltedigel, hvor stort set alle verdenskulturer er repræsenteret. Her finder du smykker, tørklæder i alverdens farver, loppemarkeder og ikke mindst et enormt udvalg af madboder, hvor du kan spise dig mæt i mad fra Asien, Tyrkiet, England samt mange, mange andre lande. Camden Market er præget af en løssluppen stemning, som tiltaler mange londonere, der gerne vil have et afbræk fra det traditionelle bybillede.
Har du en sød tand, bør du også overveje at slå et smut forbi Hummingbird Bakery, der har fire butikker fyldt med kager. Især deres Red Velvet cup cake vækker begejstring med sin røde farve, smag af vanille og chokolade og en friskostglasur på toppen. Du kan finde Hummingbird Bakery fire steder i London, fx i Notting Hill på Portobello Road. Så kan du samtidigt snuppe endnu et legendarisk marked, som ligger i denne gade. I øvrigt vil Notting Hill nok – hos mange – vække minder om filmen af samme navn, hvor Hugh Grant ad snørklede veje vinder Julia Roberts’ kærlighed.
Der er også masser af gode fast food-spisesteder i London, hvor du kan få lækre og sunde retter. En del steder dyrker to go-suppe, så prøv det af, hvis du vil være sund og trendy på farten.
Hvis du reserverer bord til frokost, kan du opleve Londons Michelin-stjerner til en rigtigt god pris,. På Sketch Restaurant, som ligger tæt på Oxford Street kan du opleve vild indretning og to-stjernet mad til 35 pund. For de penge får du tre retter samt kaffe og petit fours. Flere Michelin-restauranter kører med billigere frokostmenuer, så der er gode muligheder for at få gourmet til en god pris.
Spis hos kendiskokkene
Jamie Oliver er ikke til at komme uden om, når det kommer til engelske kendiskokke. Han har flere restauranter i London. Prøv fx Fifteen, hvor personalet består af tidligere arbejdsløse unge, som her får muligheden for en frisk start på tilværelsen. Fifteen består af en restaurant og et trattoria, og begge byder på både frokost- og aftenmenu.
Førnævnte Gordon Ramsay har også flere restauranter, som er væsentligt mere tilgængelige end hans trestjernede. Bread Street Kitchen er et af hans nyere tiltag, som ligger i et gammelt lagerhus, så forvent rustik og afslappet stemning. Restauranten ligger lige ved St. Paul’s Cathedral, hvor biskoppen af London har sit sæde.
Fergus Henderson, manden bag bevægelsen ’nose to tail eating’, serverer på St. John Restaurant mad efter dette princip, som bygger på, at man bruger hele dyret i madlavningen. Bestemt et besøg værd.
Ingen London-tur uden pubber
Pubkulturen er meget stor i England, ikke mindst i London. I modsætning til de fleste værtshuse herhjemme, kan du på mange engelske pubber spise ganske anstændig mad af den forholdsvis robuste slags, som klæder de store fadøl. Faktisk er der mange englændere, som går på pub i juledagene sammen med familie og venner for at spise og drikke godt. Flere pubber åbner allerede til morgenmad, så er du trængende efter en morgenbajer, kan det arrangeres, og ellers udskænkes der ligeledes kaffe og te. Det kan anbefales at tage en afstikker fra de mest turistramte områder. Prøv Stoney Street i området Southwark, hvor den lokale befolkning nyder godt af nogle af Londons bedste pubs. Kig forbi The Market Porter, som i 2005 blev kåret til Londons bedste pub. I det smukke og velhavende Hampstead ligger en skjult perle ved navn Holly Bush, hvor de logerende spøgelser efter sigende bidrager til den særlige atmosfære. Når du nu befinder dig i Hampstead, så nyd en gåtur i flotte Regent’s Park. Eventuelt går metroen lige dertil – stå af ved Regent’s Park.
Med de tusindvis af pubbers, der ligger i byen, er der selvfølgelig utroligt mange gode, så prøv dig frem, og led gerne efter de små, skjulte steder.
Slutteligt bør det nævnes, at flere hoteller i juledagene har nedsatte priser på overnatninger, så er du fristet af en tur til London, er det bare at komme af sted.