En enkel vintersalat med bagt og sødmefuldt græskar i hovedrollen, der kombineres med cremet avocado, bittert radicchio, lidt blød skarphed fra gedeosten og et frisk pust fra mynten. Server den som tilbehør til vinterens braiseringer eller lav en ekstra stor portion, og server den som hovedret med brød og smør til.
Opskrift til 4 pers.
1 lille græskar, fx hokkaido, harlequin eller tyrkish turban, skåret i både
Olivenolie
Salt og peber
Ahorndressing:
3 spsk olivenolie
1 spsk hvidvinseddike
1 tsk dijonsennep
1 tsk ahornsirup
Salt og peber
1 radicchio, revet i mindre stykker
1 stor avocado, skåret i skiver
1 bk babyleaves
½ bdt mynte
Blød gedeost, gerne fra Tebstrub Mejeri
Prøv også Braiseret kalvetykkam med svampesovs og græskar-kartoffelmos
Fordel græskarret på en bageplade, dryp med olivenolie, og drys med salt og peber. Bag græskarret i ovnen ved 200 grader i ca. 1 time, til det er helt mørt og gyldent.
Ahorndressing: Rør alle ingredienser sammen, og smag til med salt og peber.
Bland radicchio, avocado, babyleaves og mynte sammen i en skål, og vend det med dressingen. Fordel det bagte græskar på salaten sammen med gedeosten, og server.