Verdens bedste pandekager – her får du opskriften

1169
Verdens bedste pandekager opskrift
Dejlige tynde pandekager, som vi selv synes, er verdens bedste. De kan serveres med is og bær, men du kan også sagtens servere dem som i Frankrig med citronsaft og et drys sukker - eller med Nutella! Opskrift Maria Faarvang og Foto Maria Warnke Nørregaard / Kam.

Denne opskrift på skønne pandekager er i den franske crepes-stil, dvs. at de er tynde og delikate. Selve pandekagedejen smages til med citron, som giver en dejlig friskhed, men er du til helt traditionelle pandekager, kan du sagtens udelade både citron og kardemomme. Opskriften er lavet på hvedemel, men du kan fint eksperimentere med at udskifte op til halvdelen af hvedemelet med fx speltmel. Skal de være uden mælk, kan mælken også sagtens byttes ud med øl, hvilket giver pandekagerne en lidt dybere smag. Vi synes selv, at det er verdens bedste pandekager! Server dem gerne med is til dessert.

Opskrift på pandekager med is og rårørte bær (4 pers.)

Pandekagedej:
250 g mel
3 æg
1 økologisk citron, reven skal og saft af
5 dl mælk eller øl
2 spsk sukker
½ tsk salt
2 tsk vaniljesukker
1 tsk stødt kardemomme
Smør, til stegning

Rårørte bær:
1 pose frosne hindbær, jordbær, blåbær eller blandede skovbær
100 g sukker
1 vaniljestang, kornene af

Ved servering:
Vaniljeis eller alle mulige andre slags is
Flormelis

Sådan gør du: Pisk mel, æg, citronskal og saft, mælk, sukker, salt, vanillesukker og kardemomme sammen. Bag pandekagerne i smør på en pande. Server med vanilleis, jordbærsyltetøj og et drys flormelis.

TIP. Er du mere til de små tykke, amerikanske pandekager, har vi en dejlig opskrift her

Verdens bedste pandekager?

Det er selvfølgelig noget af en påstand, men her på MAD&venners redaktion er vi helt enige om, at pandekager skal være tynde, bløde i midten og en lille smule sprøde i kanterne. Samtidig synes vi ikke, at verdens bedste pandekager skal være svære at bage, for ellers får man ikke bagt pandekager tit nok (kan de bages for tit?).

Stor pandekage-konkurrence

Vi er ikke de eneste, der er besatte af at finde den bedste pandekageopskrift. Vores kolleger på det amerikanske site Food52 har ligefrem sat en konkurrence i gang, hvor alle kunne indsende deres bedste opskrift på pandekager. De har samlet alle de deltagende opskrifter her