Tortelloni med krydderurter og ricotta

3090

Den klassiske variation af denne ret er med spinat, men prøv med friske krydderurter i stedet, det smager fantastisk.

Opskrift til 4 pers.

Pasta-grundopskrift:
Ca. 400 g mel*
4 æg

Fyld af krydderurter og ricotta:
1 pk ricotta
1 bdt krydderurter, gerne blandede, fx basilikum, timian, salvie m.m., finthakkede
Salt

Ved servering:
Parmesan, revet
Friske krydderurter

Hæld mel på bordet. Lav en lille ”rede” i midten af melet, slå et æg ud i reden, og pisk det ind i melet med en gaffel. Slå et æg ud ad gangen, og begynd efterhånden at ælte dejen med hænderne. Dejen skal være så hård som muligt, men samtidig glat. Lad dejen hvile i 20 min. i en plastikpose, så den ikke tørrer ud, og rul den så ud så tyndt som muligt, enten med en kagerulle eller allerhelst med en pastamaskine. Hvis du bruger en pastamaskine, rulles dejen på hvert hul, indtil du når det sidste hul.
Fyld: Smag ricottaen til med krydderurter og salt.
Samling: Skær den udrullede pasta ud i firkanter på ca. 4 x 4 cm. Læg en teskefuld ricottablanding på hvert stykke, luk dem derefter først diagonalt, og drej derefter om fingeren. Luk dem til sidst som et tørklæde om halsen. Kog pastaen i saltet vand i 4-5 min., eller til pastaen er blød, men stadig har bid. Hæld vandet fra, og server tortellonierne med revet parmesan og lidt friske krydderurter.

*Beregn altid 1 æg pr. person, og spæd derefter op med mel undervejs i æltningen, til dejen bliver fast og blank.
Tip: Giv din hjemmelavede pasta et lille opkog med det samme, og lad dem dryppe af på et viskestykke; så kan du også fryse dem bagefter. De skal koges direkte fra fryseren og vil smage som friske, så lav endelig en stor portion, når du er i gang.
Sådan gør du