Tempeh

131

Sæson
Fås hele året.

Smag
Tempeh har på grund af fermenteringen en mild og nøddeagtig smag, med noter af champignon og kød, med andre ord er den rig på umamismag.

Anvendelse
Tempeh stammer oprindeligt fra Indonesien og fremstilles typisk af hele sojabønner, der udblødes og fermenteres, inden de presses sammen og omvikles med bananblade eller plastik og får lov at modne, lidt ligesom ost. Der er mange ligheder mellem tofu og tempeh, men tempeh opnår mere smag som følge af fermenteringen. Som tofu er tempeh rig på protein og en vigtig erstatning for kød i vegetarkøkkenet. Fermenteringen gør det endvidere muligt for mennesker at optage den nærende aminosyre lysine, som findes naturligt i sojabønner. Tempehs faste konsistens gør, at den kan skæres i skiver eller tern og koges, friteres, dampes, steges og grilles. Den kan også fint bruges i wokretter og salater. Selv om tempeh har en fin umamismag, vinder den ved at blive kombineret med kraftige smage fra fx hvidløg, soja, forårsløg, hoisinsauce, ingefær, chili eller citrongræs. Grillet tempeh marineret i soja, hvidløg og ingefær er skønt på en nuddelsalat med fintsnittede forårsløg, chili og bønnespirer. Hæld til sidst marinaden over som dressing og drys med ristet sesam. Prøv også en mere vestlig version, hvor blomkål og tempeh ristes i olie sammen med skalotteløg, masser af hvidløg, ingefær og stærke chiliflager. Sød med rørsukker og smag til med soja og masser af friskkværnet peber.

Opbevaring
I køleskabet.

Hvor kan den købes
Asiatiske supermarkeder eller helsekostforretninger.