Tang

166

Sæson
I princippet hele året, men tang er særligt godt om foråret.

Smag
Tang har en salt havsmag og en udpræget smag af umami.

Anvendelse
Tang er i høj grad ved at vinde indpas i det danske og nordiske køkken, men har været brugt i årevis især i Japan. Tang er en delikatesse, men man behøver ikke besøge udsøgte specialbutikker for at få fingre i den, for der vokser masser af spiselig tang i havet omkring Danmark. Faktisk kan langt de fleste tangarter spises, men herhjemme er især brunalgen blæretang let at finde. Den vokser på lavt vand og blæses derfor ofte tæt ind på stranden efter storm, gå især efter de spæde skud – de er lækrest. Tangen skal dufte frisk af hav og intet andet. Undgå at indsamle tang tæt på en havn eller en spildevandsudledning, da tangen så kan være forurenet, gå også udenom tang, der flyder løst omkring. Tang er rig på smagen umami, som også findes i bacon, skaldyr, kød og fisk, derudover indeholder den en masse proteiner, vitaminer, mineraler og kostfibre, men kun få kalorier. Frisk tang kan koges al dente og bruges i salater eller som tilbehør til fx fiskeretter. Den kan også bruges i supper fx asiatiske supper, hvor man typisk ville anvende tørrede svampe. Prøv også at brygge te på den friske tang. Det er også lækkert at putte finthakket tang i brød, hvor det giver en dejlig salt smag. Tørret tang, såsom noritang, er blevet populært i forbindelse med sushibølgen, men det kan bruges til andet end sushi. Det kan klippes i fine strimler og strøs over varme retter og supper, hvor det tilfører en fin havsmag. Tørret tang kan også opblødes i vand og bruges som frisk tang fx i brød.

Opbevaring
Frisk tang opbevares i en bøtte med lidt vand i køleskabet. Tang kan også tørres til senere brug, hvorefter det opblødes i vand. Tørret tang kan holde sig i årevis.

Hvor kan den købes
Frisk tang kan fås hos fiskehandlere, tørret tang til fx sushi fås i større supermarkeder og i asiatiske supermarkeder.