Stjerneanis

109

Sæson
Fås hele året.

Smag
Stjerneanis har en sødlig smag af anis og lakrids, der let kan virke dominerende. Det stjerneformede krydderi har også bitre noter og et strejf af røg.

Prøv fx Flæskestegssandwich

Anvendelse
Det smukke stjerneformede krydderi er egentlig blomsterkapslen fra et træ i Magnolie-familien, der vokser i Kina, og det er da også kineserne, der hører til de flittigste brugere af stjerneanisen. Den aromatiske stjerne indgår da også i den kinesiske krydderiblanding Five Spice sammen med kanel, nellike, peber og fennikelfrø. Kineserne bruger stjerneanis i gryderetter og til krydring af kød. Her i vesten er vi endnu ikke så familiære med brugen af det smukke krydderi, der også let kan blive dominerende, men det er meget delikat sammen med svinekød og oksekød, hvor det nærmest fremhæver kødets smag, og stjerneanis er også den dominerende smagsgiver i franskmændenes pastis. En enkelt stjerne dumpet i en krydret gryderet giver også en frisk, dyb smag med et strejf af lakrids og prøv også at parfumere almindelige ris med stjerneanis og kardemomme ved at putte krydderierne i kogevandet. Stjerneanis egner sig også godt i det søde køkken. De små, blanke frø i stjernen kan stødes til pulver og bruges som krydderi i kager, eller de hele stjerner kan tilsættes marmelade og sirup. Ananas eller banan dryppet med anissirup er en dejlig dessert. Krydderiets sødlige smag kan piftes op med skal fra appelsin eller citron. Rødvin, hvidløg, allehånde og kanel klæder også stjerneanis.

Prøv fx Pâte de fruits de Noël med syltet ingefær

Opbevaring
Tørt og mørkt.