Knasende sprøde stykker rugbrød, der egner sig til snacks i sig selv, til dip eller fx til ostebordet. Opskrift af Cecilie Sofie Svensson og foto af Stine Christiansen / Skovdal Nordic.

Sprøde rugbrødschips med havsalt og dijondip

1438

For et par år siden var der en snarrådig bager, der fandt ud af, at gammelt rugbrød snildt kunne laves til sprøde rugbrøds-chips. Lav dem selv ved at skære dit daggamle rugbrød i skiver, hæld olie over, og bag dem i ovnen. Server dem med en hjemmelavet dip, anret dem med stenbiderrogn, eller brug dem som croutoner i en salat – nemt, lækkert og utrolig billigt.

Snacks til 4 pers.

Dijondip:
1 dl god mayonnaise
2 spsk grov sennep
1 fed hvidløg, fintrevet
Salt og peber

Rugbrødschips:
1 halvtørt rugbrød i meget tynde skiver
½ dl olivenolie
Havsalt
Evt. lidt tørret rosmarin eller timian

Dijondip: Bland alle ingredienser, og smag til med salt og peber.
Rugbrødschips: Læg rugbrødet på en bradepande med bagepapir i bunden, dryp med olivenolien, og drys med havsalt og tørrede krydderurter. Bag rugbrødsskiverne, til de er sprøde – ca. 15 min. ved 180 grader.

Tip. Drys evt. chipsene med en blanding af hvidløgssalt, sød paprika og en smule røget paprika for en mere krydret version.