Snickers cupcakes

240

Disse cupcakes er lavet ud fra princippet: mere af det hele! Karamelsauce, peanutbutterfrosting og så liiiige en snickers på toppen. Det er amerikansk, så det driver, og smagen sidder lige i skabet.

Opskrift på 12 Snickers cupcakes

40 g smør, blødt
100 g mel
140 g sukker
20 g usødet kakao
1 ½ tsk bagepulver
Lidt salt
1,2 dl letmælk
1 æg
1 tsk vanillesukker
50 g mørk chokolade 70 %, hakket

Peanutbutter-frosting:
60 g smør, meget blødt
70 g peanutbutter
1 tsk vanillesukker
200 g flormelis
1 spsk mælk

Karamelsauce:
150 g sukker
½ dl vand
40 g smør
1 dl fløde

Snickers
Usaltede peanuts

Prøv også Blåbærmuffins med kærnemælk

Pisk smør, mel, sukker, kakao, bagepulver og salt med en elpisker, til alle ingredienser er blandet sammen.
Pisk mælk, æg og vanillesukker sammen i en anden skål, og pisk de to skåles indhold sammen til en ensartet konsistens. Vend chokolade i dejen.
Put 12 papirsforme i en metalmuffinform, og fyld formene 2/3 op til kanten. Bag kagerne i 20-25 min. ved 170 grader, og lad cupcakesene afkøle fuldstændigt.
Peanutbutter-frosting: Pisk alle ingredienserne sammen, og pisk evt. lidt mere flormelis i, hvis frostingen er for flydende.
Karamelsauce: Varm sukker og vand i en tykbundet gryde over medium varme. Rør i sukkeret, til det opløses. Stop med at røre i blandingen, når den koger, og lad den boble, til den bliver gyldenbrun og karamelfarvet. Tilsæt smørret, og pisk. Fjern gryden fra varmen. Hæld fløden i blandingen efter 3 sekunder. Det får massen til at boble op, så pisk den til en ensartet konsistens.
Dekorer kagerne med frosting, pynt med stykker af Snickers og peanuts, og dryp med karamelsaucen.

Prøv også Chokolademuffins med “Spejlæg”