Scones med ristede jordbær og estragon-flødeost

252
Opskrift af Maria Faarvang og foto af Kam.

En videreudvikling af den britiske klassiker: scones and jam, men hvor marmeladen blot er inkorporeret i bagværket. Jordbærrene kommer en tur til tørring i ovnen, hvilket giver dem en intens og dyb smag, der ligger som små skatte i disse scones. Den friske og lette anissmag fra estragonen går perfekt til de søde og let syrlige jordbær og de fyldige scones.

Opskrift på ca. 12-14 scones

250 g friske jordbær, vaskede, nippede og skåret i kvarte
½ citron, økologisk, revet skal af
500 g mel
25 g bagepulver
100 g sukker
100 g smør, blødt
Salt
Ca. 2 ½ dl mælk
1 æggeblomme
2 spsk sukker
Flormelis, til drys

Estragon-flødeost:
1 bk flødeost, naturel
1 spsk citronskal, økologisk, revet + 1 spsk citronsaft
4 spsk flormelis
1 bdt estragon, finthakket

Prøv også Jordbærtærte med mascarpone

Bred jordbærrene ud på en bageplade beklædt med bagepapir, og vend dem med citronskal. Bag bærrene i ovnen ved 200 grader i 25-30 min., til de er tørre, og al deres saft er blevet tykt og klistret. Lad bærrene køle helt af.
Bland mel og bagepulver i en skål, og tilsæt sukker, smør og salt. Brug hænderne til at nulre smørret ud i melet, til det får en konsistens som brødkrummer. Tilsæt de ristede jordbær, og vend dem forsigtigt ind i melblandingen. Hæld mælken i lidt ad gangen, til dejen samler sig, og tilsæt lidt ekstra, hvis dejen er for tør. Stil dejen på køl i ½ time.
Rul dejen ud på en meldrysset bordplade, til den har en diameter på 2 cm. Brug en udstiksform, et glas eller en skål med en diameter på 5 cm, og skær sconesene ud af dejen. Læg de udstukne scones på en bageplade beklædt med bagepapir. Pisk æggeblommen og sukkeret sammen, og pensl sconesene med blandingen. Lad dem stå i 15 min., og bag dem derefter i ovnen ved 180 grader i 20-25 min. Lad sconesene køle helt af, og drys dem derefter godt med flormelis.
Estragon-flødeost: Rør alle ingredienser sammen, og smag evt. til med ekstra citronskal, flormelis og estragon efter smag.
Server sconesene med estragon-flødeost og gerne et stort krus te.