Rødspætte med syltede tranebær og hjemmerørt remoulade

216

Tranebær vokser i de sandede jorde omkring Skagen, fx ved Råbjerg Mile. De sure bær smager skønt, når de som her bliver syltet i æblemost og honning, og de tilfører den klassiske fiskefilet en sød, syrlig og frisk kant.

Opskrift til 4 pers.

8 rødspættefileter
1 æg, sammenpisket
Rasp
Salt og peber
Smør

Syltede tranebær:
350 g friske tranebær*
2 dl æblemost
1 dl æblecidereddike
½ dl honning, gerne akaciehonning
1 tsk salt
5 peberkorn
1 spsk citronskal, økologisk, revet

Hjemmerørt remoulade:
2 pasteuriserede æggeblommer
Lidt salt
1 tsk citronsaft
1 spsk sennep
2 dl rapsolie
2 gulerødder, skåret i små tern
5 spsk syltet agurk, finthakket
3 spsk rødløg, finthakket
2 spsk kapers, finthakket
1 håndfuld krydderurter, finthakkede, fx kørvel, dild og persille

Tilbehør:
Kartofler, kogte
Smør
Dild

Syltede tranebær: Skyl tranebærrene i koldt vand, og kom dem i skoldede glas. Kog alle de øvrige ingredienser op i en gryde, og hæld dem straks over tranebærrene. Luk glassene, og lad dem trække ca. 1 uge inden brug.
Hjemmerørt remoulade: Pisk æggeblommerne med salt, citronsaft og sennep. Tilsæt rapsolien i en tynd stråle under kraftig piskning, og fortsæt, til mayonnaisen er tyk.
Damp gulerødderne i en gryde i 3-4 min., og lad dem køle af. Vend gulerødder, agurk, rødløg, kapers og krydderurter sammen med mayonnaisen.
Vend rødspætterne i æg og derefter i rasp blandet med lidt salt og peber.  Steg dem på panden i smør i ca. 2-3 min. på hver side, til de er gennemstegte og har en knasende overflade.
Vend de kogte kartofler i smør og dild, og server dem til rødspætterne med syltede tranebær og remoulade.

*Købes i velassorterede supermarkeder.