Røde ris

286
Røde ris er smukke i salater, men de kan sagtens bruges i alle sammenhænge, hvor du ellers ville servere hvide ris. Foto: Maria Warnke Nørregaard/Kam

De røde ris er rige på antioxidanter, B-vitaminer, smag og farve og er et forfriskende alternativ til hvide ris.

Hvor de fleste af os kender til brune ris, er dens røde lillebror en lidt mere overset ingrediens. Og det er egentlig ret synd. Røde ris har nemlig mindst lige så mange ernæringsmæssige kvaliteter som de brune, og så er de propfyldte med antioxidanter, der styrker immunforsvaret. Det rødlige klid i risens ydre skal giver også din mad en utrolig smuk farve, der helt naturligt (og langt billigere) minder om safran.

Oprindelse
Røde ris bliver også kaldt bhutanesiske ris, da de oprindelig stammer fra de højtliggende landskaber omkring Himalaya. Med sin tiltalende farve og gode ernæringsegenskaber har den dog spredt sig over det store kontinent og bruges i madlavningen hos mange af de andre risspisende nationaliteter i nærområdet. Og dem er der mange af. I Europa har vi også dyrket den sunde spise i en del år efterhånden. Med hjælp fra den amerikanske Marshall-plan blev franske bønder i det sydlige Camargue-område oplært i dyrkning af ris i det naturligt våde landskab. Der er forholdene til risdyrkning optimale, og her, 60 år senere, er ”riz rouge” blevet en lokal delikatesse, som folk rejser langt for at smage.

Smag
Hvor de klassiske ris er relativt neutrale i udtrykket, har de røde ris, og specielt dem, der dyrkes i Frankrig, en helt speciel nøddeagtig smag. At de heller ikke er forarbejdet inden tilberedning, gør dem også mere klistrede i teksturen. De lokale restaurationer i Provence sværger da også til, at ”riz rouge” er bedst, når de kun lige sauteres på en pande med smør. Du kan selvfølgelig også koge dem som ”normale” ris, men skal du udnytte deres unikke smag optimalt, er det klogt at bruge dem som et centralt element i din ret og ikke bare som fyld eller stivelse.

Røde ris med græskar, fennikel og rødbeder (salat til 3 pers.)
Skyl 2 ½ dl røde ris, og kog dem efter anvisning på pakken. Skær 1 butternut squash, 2 fennikler, 3 rødbeder og 2 gule beder i store stykker, vend dem med olivenolie og salt, og bag dem i ovnen ved 200 grader i ca. 45 min. Bland 1 fed knust hvidløg med 3 spsk æblecidereddike, 3 spsk olivenolie og lidt soja, og smag til med salt og peber. Vend de bagte grøntsager og risene i dressingen, og server, gerne med store stykker af feta i.