Ricotta-kage med grov chokolade

647
Lynhurtig blød kage med en dejlig smag af mørk chokolade og appelsin. Opskrift af Ida Bruzzone Bjørnstrøm og Giulia Bellesso Noes. Foto Stine Christiansen / Skovdal Nordic

En svampet og intens kage med smag af chokolade og appelsin. Ricottaen giver kagen en elegant lethed, og serveret med årstidens bær eller frugter kan den serveres året rundt. Den egner sig godt som afslutning på et måltid, men også fint som ledsager til en kop eftermiddagsespresso.

4 æg, delt i hvider og blommer
1 knsp salt
150 g lys muscovadosukker
5 spsk fuldkornsspeltmel
500 g ricotta
150 g mørk chokolade, grofthakket
1 økologisk appelsin, revet skal af
2 tsk vanillepulver
Friske bær, til pynt

Pisk æggehviderne i en skål med en smule salt, så de bliver faste. Pisk æggeblommerne med sukker til en lys og cremet æggesnaps i en anden skål. Pisk derefter mel, ricotta, chokolade, appelsinskal og vanillepulver langsomt i. Vend til sidst forsigtigt æggehviderne i massen. For en kageform med bagepapir, og hæld blandingen i. Bag kagen i ovnen ved 170 grader i cirka 50 min. Lad kagen køle let af, og server den med friske bær.