Rabarberclafoutis

2646
Opskrift af Maria Faarvang og foto af Maria Warnke Nørregaard / Kam.

En rigtig dessertklassiker fra det franske landkøkken her i en forårsagtig og fordansket version med sæsonens første rabarber. De giver en solid syrlighed til den ellers milde og søde æggemasse, og en kugle is er prikken over i’et.

Opskrift til 6-8 pers.

400 g rabarber, skåret i tern
4 spsk sukker
2 dl mælk, gerne sødmælk
1 dl fløde
2 æggeblommer
3 æg
2 spsk sukker
1 vanillestang, kornene af
3 dl hvedemel
2 spsk smør, smeltet

Ved servering:
Flormelis
Vanilleis

Drys rabarberne med sukker, og lad dem stå i 10 min. Rør mælk, fløde, æggeblommer, æg, sukker, vanillekorn og mel sammen med smørret, og rør det hele sammen til en ensartet dej. Smør et ovnfast fad på ca. 20 x 20 cm, og hæld ca. halvdelen af dejen ud i formen. Bag det i ovnen ved 180 grader i ca. 5 min. Tag fadet ud, og fordel rabarberne på bunden, og dæk med den resterende dej. Sæt kagen i ovnen igen, og bag den i ca. 30 min., til den har sat sig og er gylden. Drys kagen med flormelis, og server med vanilleis.