Peberfrugt

301
Peberfrugter hører til blandt de sundeste grøntsager, der findes. De er simpelthen de rene rene c-vitaminbomber, så peberfrugten er en god allieret, når forkølelsen nærmer sig.

Sæson
Danske peberfrugter er i sæson fra maj til oktober. Resten af året fås de som import.

Smag og anvendelse
Grøn peberfrugt er umoden og har derfor mere bitterhed og friskhed i smagen end de øvrige slags peberfrugt, som er sødere og mere frugtagtige. Peberfrugter kan tilberedes på mange måder; den kan grilles, steges, bages eller spises rå. Den kan nydes alene, men går godt i spænd med råvarer som aubergine, tomat, squash, hvidløg, basilikum og merian. Det fremkalder en helt særlig sødme i peberfrugterne at grille dem: Giv dem et par minutter på alle sider, og flå derefter det sorte skind af. Spis dem nu på en skive ristet brød med lidt olivenolie og basilikum, eller lav din egen peperonatacreme, hvor du moser eller blander peberfrugterne, tilsætter olivenolie, knust hvidløg, græsk yoghurt, balsamico, salt og peber, og serverer den i sandwich, til salater eller grillet kød.

Prøv fx Fransk baguette Nicoise

Historisk
I dag bliver peberfrugten anvendt over hele verden, men oprindelig er den fra Mellem- og Sydamerika. Det var Christoffer Columbus, der tog dem med til Spanien, hvorfra de bredte sig til resten af Europa via munkeklostre. I dag er de også populære afgrøder i Asien og Afrika. I botanikkens verden bliver peberfrugter – som navnet afslører – opfattet som en frugt, men i køkkenet har den status som en grøntsag.

Rød, gul, grøn
Peberfrugten er den rene kamæleon-grøntsag. I hvert fald skifter den farve under modningen. De grønne er umodne, og deres smag er lidt til den bitre side. De røde, gule og orange er modne og langt rundere i smagen. Den findes også i eksotiske farver som lilla, brun, blå og hvid.

Prøv fx Lammekrone med grillede grøntsager og gedefriskost

I chilifamilien
På hollandsk kaldes peberfrugter for paprika, og krydderiet af samme navn er da også udvundet af dem. Peberfrugter er i familie med chilierne, arten capsicum, men hvor chilierne indeholder meget af stoffet capsaicin, bliver peberfrugterne ofte kaldt for ’sød peber’, fordi de er blottet for det nervestimulerende stof, der giver sved på panden og en brændende tunge.