Opskrift af Paul Cunningham og foto af Peter Kam.

Paul Cunninghams spicy duck med bok choy

1253

De store andelår skal helst ligge i sin krydrede marinade i to døgn, før de kommer i ovnen. Tre timer skal de have i en stor jerngryde med låg, men så er de også nærmest blevet karamelliserede med en fantastisk smag af lakrids fra stjerneanis og salt, sødt og surt. Marinaden forvandles til en smagseksplosion af en sauce, som med garanti tilfredsstiller alle smagsbehov. Du kan selv variere antallet af chilier i retten alt efter, hvor stærk du vil have den.

Opskrift til 2 meget sultne eller 4 alm. sultne pers.

Marinade:
2 hele hvidløg, flækket på tværs
8 hele stjerneanis
4 kanelstænger
4 hele røde chilier, flækket en gang på langs
5 cm frisk ingefær, skåret i skiver
2 dl hvidvinseddike
2 dl soja
½ dl ristet sesamolie
2 spsk tomatpure
2 økologiske appelsiner, skal og saft af
2 økologiske citroner, skal og saft af
200 g honning

4 store andelår
1 stor jerngryde, som kan gå i ovnen

Ca. 4 bok choy* pr. pers.
Bagepapir

Prøv også Grillet and til julemaden

Bland marinaden rigtigt godt. Læg andelårene deri, og lad dem marinere i køleskabet i 1-2 døgn. Sæt gryden i ovnen ved 160 grader med låget på i 3 timer, indtil kødet er helt glaseret og mahognifarvet.
Skyl bok choy-kålene. Hæld en dl vand i en sauterpande uden salt, og bring i kog. Læg bok choy på, og dæk med bagepapir, og lad det koge i ca. 3 min. Hæld vandet fra, og server andelårene med den letdampede kål og evt. dampede ris til.

* Bok choy er en mild kål, der kan fås hos de fleste asiatiske købmænd. Kan evt. erstattes med babyspinat.