Orangeblomstvand

705
Der er virkelig smæk på parfumen, når det gælder orangeblomstvand. Et enkelt skvæt dufter som en hel appelsinlund. I små mængder er det en virkelig elegant aroma, i især det søde køkken.

Sæson
Fås hele året.

Anvendelse
Orangeblomstvand er et dampdestilleret udtræk af blomsterne fra pomerans-træet og er udpræget aromatisk, men også meget intens og skal derfor anvendes i små, forsigtige dryp. Orangeblomstvand bruges som madparfume i arabiske køkkener bl.a. i Marokko. Et par dråber i et glas appelsinjuice samt et lille drys kanel smager herligt, man kan også stænke kager med vandet eller dryppe det over salater. Prøv det fx på en arabisk inspireret appelsinsalat med granatæble, rødløg og mandler. Eller stænk lidt orangeblomstvand i dessertcremer såsom syllabub for at give et strejf af 1001 nats eventyr. Man kan også stænke lidt bag ørene, men pas på, for det siges, at spanske glædespiger før i tiden brugte orangeblomstvand som parfume, for at man kunne skelne dem fra mere ærbare frøkener.

Opbevaring
I køleskab efter åbning.

Hvor kan det købes
Hos etniske købmænd og grønthandlere.