Lynhurtig kødret, der kan serveres, som den er eller med en god kartoffel til. Opskriften er fra Restaurant Gorilla og foto af Stine Christiansen / Skovdal Nordic.

Nyretapper og pandesky

2669

Nyretapper har fået en lille renæssance som udskæring, men i pris ligger den stadig langt under de dyre udskæringer, og i smag overstiger den ens forventninger. Kødet har en utrolig dybrød farve, og smagen er kraftig og god. Nyretapper fås hos slagteren eller i udvalgte supermarkeder.

Opskrift til 2 pers.

1 nyretap – bestilles hos din slagter
3 dl hvidvin
1 dl hønsefond
1 spsk smør
1 knust fed hvidløg
3 kviste timian
1 laurbær

Puds nyretappen af for sener og det meste fedt. Steg den på en brandvarm pande nogle min. på hver side – den egner sig bedst til at blive stegt, så den er ’rare’. Smid timian, laurbær og hvidløg på panden med hvidvin, og kog vinen næsten væk. Tilsæt hønsefond, og reducer lidt, monter med smør. Server sauce og kød med det samme.