Myslibarer med agavesirup, dadler, mandler, peanutbutter, kokosmel og havregryn

174
Herlige og letklistrede myslibarer, der er lækre til kaffen, på turen eller i madpakken. Opskriften er udviklet af Sarah Bregendahl Støvring fra Sarahskager.dk. Foto af Kam.

Det klinger lidt af sundheds- og power-bar, men myslibarerne her er klæge på den helt rigtige måde pga. deres sammensætning af agavesirup, dadler, mandler, peanutbutter, kokosmel og havregryn, så de har en dyb smag samt en nærmest cremet konsistens kombineret med knas fra mandlerne. Godt på farten og til en kop sort te.

Prøv også Intense laktosefri chokoladecookies

Opskrift på ca. 10 myslibarer

15 Medjool-dadler
60 g havregryn
60 g kokosmel
½ dl honning eller agavesirup
1 dl sukkerfri peanutbutter
50 g mandler eller peanuts

Kom dadlerne i en foodprocessor, og blend, til de bliver helt bløde og sammenhængende. Rist havregryn og kokosmel på panden, til det bliver gyldent. Varm honning og peanutbutter i en gryde over jævn varme, og rør jævnligt i blandingen. Rør den varme honning- og peanutbutterblanding sammen med de blendede dadler, de hele nødder, kokosmel og havregryn, og rør blandingen godt sammen. Hæld blandingen i en form beklædt med bagepapir, og pres den ned, så barerne kommer til at hænge sammen. Sæt formen i køleskabet i 1 time, hvorefter du kan skære dem ud.