Mini donuts med honning- og chokoladeglaze

227
Små, bløde donuts glaseret med chokolade og honning. En lækker mundfuld til en kop kaffe fx. Opskrift af Maria Faarvang og foto af Nicolai Mørk / Kam.

Homer Simpson elsker dem med pink glasur, og overalt på diners og cafeer i staterne er donuts fast på menuen. Det er nu ikke svært at lave sine egne, og de smager bare bedst, når de er helt friske og dyppet i chokolade eller rullet i knasende kanelsukker. Her får du vores bud på de delikate donuts i en overskuelig størrelse betrukket med en intens chokoladeglasur og drysset med lidt frysetørret rararber. Her er kaffen vigtig som prikken over i’et.

Opskrift på ca. 24 stk. mini donuts

2 æg
200 g sukker
60 g smør, smeltet
2 dl mælk
750 g mel
1 tsk bagepulver
1 tsk salt
1 l smagsneutral olie

Chokoladeglace:
30 g smør
90 g honning
110 g mørk chokolade, finthakket
½ dl kakao

Pisk æg og sukker luftigt i en skål. Pisk det smeltede smør og mælk i. Sigt mel, bagepulver og salt i, og ælt dejen smidig. Stil den på køl i ca. 1 time.
Chokoladeglace: Kom alle ingredienser i en gryde, og varm det igennem i 2-3 min., til sukkeret er smeltet, og glacen er glat.
Fritering: Rul dejen ud på et meldrysset bord i ca. 1 cm tykkelse. Stik donuts ud med en ringform eller glas på ca. 5 cm i diameter. Stik midten ud med en lille ringform på ca. 1 cm i diameter. Varm olien op i en gryde, til den syder om træspidsen på en tændstik. Friter donuttene en ad gangen i olien, til de er gyldne. Pas på, at temperaturen ikke bliver for høj, for så bliver donuttene kun friteret uden på, men ikke inden i. Dyp toppen af donuttene i glacen, mens de stadig er varme, og server.