Maltost med valnødder i honning

145
Ristede valnødder med honning og maltmel står rigtig godt til den dybe smag af maltost. Opskrift af NaCl og foto af Martin Kaufmann.

Maltosten holder, hvad den lover, for den smager af ølskum og mørkt rugbrød. Det skyldes, at den efter tre måneders lagring på mejeriet Kvibille i Halland får indført malt og humle, som lagrer med de næste ni måneder, og som også er med til at give osten en fin marmorering. Osten har en kraftig smag af øl, men også input af karamel, kaffe og citrus. De letbitre valnødder er et fint akkompagnement, for de vendes i honning og malt og er med til at understøtte ostens smage.

Prøv også Ost med syltede pærer

200 g valnødder
5 spsk honning, flydende
1 dl maltmel
Smør, til stegning
Maltost fra Arla Unika, ved servering*

Vend valnødderne i honning og derefter i maltmel. Steg nødderne kort i smør på panden, og lad dem derefter køle let af på et stykke bagepapir. De smager godt lune.

*Maltost kan købes hos mange ostehandlere. Alternativt kan en kraftig engelsk cheddar serveres, og den kan købes i de fleste supermarkeder.