Hjemmelavet mayonnaise smager fortryllende godt, og hemmeligheden bag et godt resultat er, at alle ingredienser skal have samme temperatur, gerne stuetemperatur, når de piskes sammen. Opskrift af Theis Brydegaard.

Krydderurte-mayonnaise med rejer og grillet citron

4758

En hjemmerørt mayonnaise smager lysår bedre end en af dem fra supermarkedet. Og med de rette ingredienser på lager tager det kun et par minutter at piske den sammen.

Opskrift til 4 pers.

Krydderurte-mayonnaise:
1 dl æggeblommer, past.
2 spsk sherryeddike
1 tsk dijonsennep
Salt og peber
Vindruekerneolie
1 bdt dild, hakket
2 stilke løvstikke, hakket, kan undværes
1 lille bdt bredbladet persille, hakket
1 knsp cayennepeber

2 citroner, halverede

1 brød, gerne surdejsbrød
300 g rejer, gerne søkogte*

Krydderurte-mayonnaise: Bland æggeblommer, sherryeddike, dijonsennep og salt og peber i en skål, og pisk det godt sammen med et piskeris. Pisk herefter vindruekerneolien i lidt ad gangen, indtil massen opnår den ønskede konsistens. Tilsæt de hakkede krydderurter samt cayennepeber. Smag igen til med salt og peber og eddike, hvis mayonnaisen mangler syre.
Grill de halve citroner på en varm grill eller grillpande, til de får grillmønster og bliver let karamelliserede på overfladen. Grill skiver af brødet. Server mayonnaise med brød, rejer og citron.

*Søkogte rejer er rejer, som er kogt om bord på skibet lige efter fangst. Herefter fryses de lynhurtigt ned for at bevare den gode smag. De kan købes hos fiskehandleren, og ellers kan almindelige rejer også bruges.