Kronvildt

222
Selvom krondyr er den største hjort i Danmark, så er smagen mildere end hos landets mindste hjort, råhjorten. Kødet er rødligt og magert og har letkrydrede noter af skovbund og ager.

Sæson
Jagtsæsonen på krondyr løber fra 1. oktober til 31. januar. Hjorten må dog skydes allerede fra 1. september.

Anvendelse
Krondyret er en af efterårets helt store delikatesser og en meget eftertragtet spise. Det er imidlertid ikke nødvendigt at kende en jæger, hvis man vil have fat i krondyr, for der findes enkelte farme, der opdrætter den store hjort. Det er især køllen, ryggen og mørbraden, der er eftertragtet hos krondyret, og disse udskæringer helsteges som oftest. Det øvrige kød kan dog med fordel skæres i tern eller hakkes og bruges i vildtgryder, vildtfrikadeller eller i pølser. Vildtkød er magert og skal have tilført lidt fedt, hvis det helsteges, ellers risikerer det at blive tørt. Derudover kan man med fordel stege kødet ved lav varme i længere tid. Kronhjortens smag kan fremhæves ved at bruge urter og krydderier, der vækker mindelser om skovbund og marker. Timian og enebær er gode bud. Lidt hvidløg klæder også kronhjorten, og så er rodfrugter, svampe og bær fint tilbehør.

Læs også om Sommerbuk

Opbevaring
Køl eller frys.

Hvor kan det købes
Forhør dig hos slagteren, vildtforhandleren, gårdbutikker eller i større, velassorterede supermarkeder eller netbutikker.