Klassiske brunkager – som Hüttemeier lavede dem

1483
Verdens bedste klassiske brunkager
Verdens bedste og klassiske brunkager- Opskriften er ingen ringere end Kirsten Hüttemeiers. Foto af Kam.

Disse klassiske brunkager har en eminent sprødhed og er virkelig velkrydrede og vanedannende – præcis som Kirsten Hüttemeier lavede dem. Vibeke Lehn er Kirsten Hüttemeiers niece, og ud over at hun har arvet sin mosters dygtige egenskaber som kok og lever som opskriftsudvikler, har hun også arvet hendes juleopskrifter. Hver jul bager hun brunkager af mange kilo smør i månederne op til jul, glæder andre med dem og spiser en masse selv. I hendes barndom hed kagerne af en eller anden grund franske brune kager, hvilket undrer hende lidt, for hun har svært ved at se relationen til det franske. Ligegyldigt hvad er kagerne vanedannende! Sprøde, krydrede og ideelle til gløggen eller kaffen.

Opskrift på klassiske brunkager (ca. 32 småkager i str. L eller 90 i alm. str.)

200 g smør
200 g sukker
1 dl mørk sirup
1 spsk kanel, stødt
1 spsk ingefær, stødt
1 tsk nellike, stødt
½ tsk muskat, stødt
1 tsk natron
350-375 g hvedemel
100 g mandler, smuttede og hakkede

Dag 1: Rør smør, sukker og sirup godt sammen med krydderierne i en skål. Bland mel og natron i en anden skål, og sigt blandingen i dejen. Ælt det hele sammen med mandlerne, og tilsæt evt. lidt ekstra mel, hvis dejen er for klæg til at arbejde med.
Rul dejen til en tyk rulle på ca. 8 cm i diameter (hvis det skal være brune kager i str. L. Hvis du ønsker brune kager i alm. str., skal rullen have en diameter på 5 cm), pak den ind i køkkenfilm, og læg den på køl natten over, eller til du har tid til at bage kagerne.*
Dag 2: Skær dejen ud i 3-4 mm tykke skiver. Læg dem på plader beklædt med bagepapir med lidt afstand mellem kagerne, så de kan vokse i ovnen. Bag kagerne sprøde i ovnen ved 200 grader i 5-6 min. Lad kagerne afkøle et par min. på pladerne, før de flyttes over på en bagerist, hvor de afkøler helt.

* Dejrullerne kan ligge mindst 1 uge i køleskabet, og kagerne kan bages, efterhånden som der er behov for dem. Dejen kan også fryses.

Prøv også gerne Hüttemeiers vaniljekranse