Kartoffelsalat med rygeost, radiser og bacon

199

En rigtig sommersalat af nye kartofler, babyspinat, radiser og naturligvis rygeosten, som er røget, salt og cremet på samme tid. Den sprødstegte bacon skal serveres i tykke skiver, og tilfører retten en dejlig knasende kant.

Opskrift til 4 pers.

1 kg nye kartofler
Olivenolie
Salt
1 pk rygeost
1 bdt radiser, hakkede
1 bakke babyspinat
1 rødløg, finthakket
1 bdt purløg, finthakket
1 citron, økologisk, revet skal af
2 spsk olivenolie
Salt og friskkværnet peber
8 tykke skiver bacon, ristede

Skrub kartoflerne, og kog dem i letsaltet vand i 7 min. Hæld vandet fra, kom kartoflerne på en bageplade, og vend dem i olivenolie og salt. Bag dem i ovnen ved 200 grader i ca. 30 min., til de er møre, og runkne i skrællen. Lad dem køle af.
Læg kartoflerne på et fad. Fordel rygeost, radiser, babyspinat, rødløg, purløg og citronskal over. Dryp olivenolie over, og smag til med salt og peber. Server med ristede baconskiver og gerne en god, skummende øl.