Louisa Lorangs bud på en hurtig og varmende suppe med små enokisvampe (du kan sagtens bruge andre) og rejer. Foto af Line Falck.

Hot nudelsuppe med rejer

845

En herligt spicy suppe, som kun tager en halv times tid at tilberede. Den er skønt krydret af rød karrypasta, ingefær, galangarod og koriander – det er indbegrebet af en thailandsk suppesmag, som kun bliver bedre af biddet fra de let knasende rejer og de bløde nudler.

Opskrift til 2 pers.

1-2 spsk rød karrypasta*, efter smag
20 g ingefær, skåret i skiver
10 g galangarod**, skåret i skiver
1 lille bdt korianderstilke
3 limeblade
1 spsk sukker
1 tsk rejepasta*** (kan udelades)
2-3 spsk fiskesauce
¼ dl limesaft
1 l vand eller hønsefond
100 g nudler, gerne de japanske udonnudler
125 g rå rejer

Ved servering:
1 håndfuld koriander, plukket
2 forårsløg, skåret i tynde, skrå skiver
50 g enokisvampe****

Prøv også And i panang-karry

Kom rød karrypasta, ingefær, galangarod, korianderstilke, limeblade, sukker, rejepasta, fiskesauce, limesaft og vand eller hønsefond i en stor gryde, og lad det småkoge i 20 min. Sigt suppen for krydderierne, og sæt den over blusset igen.
Kog nudlerne efter anvisningen på pakken, og dræn vandet af dem. Kom rejerne i suppen, og lad dem koge med i 1-2 min., eller til de er lyserøde.
Ved servering: Fordel nudler, koriander, forårsløg og enoki i 2 store skåle, og hæld suppen og rejer over. Server straks.

* Fås i velassorterede supermarkeder eller hos den asiatiske købmand eller fx www.shopasia.dk.
** Fås hos den asiatiske købmand. Køb gerne rigeligt, for resten kan fryses, og galangarod er godt at have liggende til mange typer af asiatiske retter.
*** Fås hos den asiatiske købmand eller fx www.shopasia.dk.
**** Tynde, hvide og asiatiske svampe, som indimellem kan købes i velassorterede supermarkeder eller hos den asiatiske købmand. Alternativt kan andre typer svampe bruges, fx shiitake.