Hornfisk

591
Forårs-hornfisken er ikke helt så fed som efterårsudgaven, og kødet er lyst med en lidt sødlig smag. Den er derfor supergod til stegning, på grillen, i ovnen og som dampet. Få benene fjernet hos din fiskehandler, og steg fileterne på skindsiden og i mindre stykker.

Sæson
April-juni og igen i sæson omkring august og september.

Smag
Lyst kød med en let sødlig smag.

Udvælgelse
Hornfisken har to sæsoner i Danmark, den første begynder nu og varer til omkring juni. Næste sæson for hornfisken er fra august og frem til slutningen af september, begyndelsen af oktober. Fisken er federe på det tidspunkt og kan blandt med fordel fryses ned. Om foråret er hornfisken med rogn, fordi de skal til at gyde i vores farvande. Man skal derfor gå efter de mindste, som er mest saftige.

På vandring
Hornfisken dukker som regel op i vores farvande omkring marts- april efter at have foretaget noget af en vandring fra det østlige Atlanterhav, via Nordsøen, Kattegat og videre til Østersøen. Man kan populært sagt stille sit ur efter hornfisken: man siger den runder Skagen hvert år den 19. april og umiddelbart i dagene efter, kan man finde den andre steder i vores farvande. Den enorme vandring er en livsbetingelse for den lange stavlignende fisk med det hornagtige næb og de grønne ben. De vandrer efter føde, der kan gøre dem tykke og fede, og derefter tager de tilbage af samme rute, som de kom fra.

Anekdote
En lille anekdokte, der står skrevet i Nikolaj Kirks bog, Fisk, om hornfisken lyder, at den lever af de tyske soldater, der faldt over bord fra skibene under 2. Verdenskrig. Soldaterne bar grønne uniformer, og derfor er fiskens ben også grønne.