Hjemmelavet Bounty-bar

130
Rasmus Olsen, der er chocolatier og driver Ro Chokolade, har lavet en kokos panna cotta, der er toppet af med chokolade og sprøde kokosflager. Det er en enkel og smuk dessert, der med det samme vil få dine gæster til at tænke bounty-bar. For det er præcis, hvad den smager af - a taste of paradise, som sloganet siger. Foto af Peter Kam / Kam.

Chokoladen, der som ingen andre produkter – måske med undtagelse af Pina Colada – fører tankerne hen på en øde kridhvid sandstrand med vajende palmer og turkis bølgeskvulp. De legendariske bounty-reklamer er bl.a. optaget i den dominikanske republik og i Sierra Leone i Afrika, og de har fået os til at forbinde kombinationen af chokolade og kokos med paradis – en klassisk bounty-strand.

Prøv også Hjemmelavet Yankee-bar

Opskrift til 4. pers.

Kokos-panna cotta:
4 blade gelatine
200 ml kokosmælk
250 g fløde
40 g sukker
1 vanillestang

Ved servering:
50 g kokosflager
100 g mælkechokolade

Kokos-panna cotta: Blød gelatinebladene op i rigeligt vand. Giv kokosmælk, fløde, sukker og vanillestangen et opkog, og lad det simre i 5 minutter. Vrid gelatinebladene grundigt, og pisk dem i den varme masse. Kom det hele i en skål, og stil på køl i minimum 3 timer – gerne natten over.
Ved servering: Scoop passende portioner af panna cotta ud på 4 tallerkner, riv chokoladen over, og pynt med kokosflager.