Hjemmelavede hotdogs med krydret lammepølse, tomatrelish og syltede porrer

729

Brødene er hjemmebagt med soltørrede tomater og timian, og pølserne er krydrede lammepølser – nordafrikanske merguez-pølser. kan du ikke få fat på dem, så fungerer en hvilken som helst krydret pølse også fint. Det hele bliver rundet af med en fyldig og sødlig tomatrelish og får et syrligt løft af syltet porre. En perfekt ret at spise med hånden til havefesten.

Syltet porre:
1 porre, renset
2 dl æblevinseddike
2 dl sukker
1 dl vand
10 peberkorn
1 spsk salt

Brød:
25 g gær
80 g sukker
1 spsk salt
½ l vand
1 kg hvedemel
1 æg
80 g smør, smeltet
1 dl soltørrede tomater, grofthakkede
1 æg, timian, salt

Tomatrelish:
400 g tomater
½ dl olie
1 æble, grofthakket
1 løg, finthakket
2 fed hvidløg, hakket
½ dl sukker
2 tsk chilipulver
1 tsk karry
1 tsk dijonsennep
½ dl eddike
Salt og peber

10 krydrede pølser, gerne lam

Syltet porre: Snit porren fint. Kog de øvrige ingredienser op til en lage, og hæld den varme lage over porren på et skoldet glas. Opbevar på køl. Porren er klar efter et par timer.
Brød: Rør gær, sukker og salt ud i vandet. Tilsæt mel lidt ad gangen. Ælt æg og smør i dejen, når ca. halvdelen af melet er tilsat. Tilsæt resten af melet, og ælt de soltørrede tomater godt ind i dejen. Lad den hæve et lunt sted i 20 min. Form herefter pølsebrødene, så de passer til pølserne, og lad dem hæve under et viskestykke i 30 min. Pensl brødene med æg, drys med timian og havsalt, og bag dem gyldne i 15 min. tid ved 200 grader.
Tomatrelish: Hak tomaterne groft. Varm olien op i en gryde, og svits tomater, æble og løg godt af. Tilsæt de øvrige ingredienser, og lad det simre i 1 ½ time. Tilsæt evt. vand, hvis det reducerer for meget, for at opnå den ønskede konsistens. Smag til sidst til med salt og peber, og server relishen varm eller kold.
Ved servering: Steg pølserne gyldne på panden eller grillen, varm pølsebrødene, og saml hotdogsene.