Hjemmelavede flødeboller - nem opskrift fra Ro Chokolade
Det kræver lidt tålmodighed at lave hjemmelavede flødeboller, men denne opskrift gør det nemt. Du kan lave dem med lige den bund, du ønsker: Marcipan, kiks eller hjemmebag. Opskriften er udviklet af Rasmus Olsen fra Ro Chokolade. Foto af Maria Warnke Nørregaard / Kam Photographers.

Hjemmelavede flødeboller – nem opskrift

2948

Hjemmelavede flødeboller smager bare bedre end de købte, og denne opskrift er nem at gå til. Samtidig kan du selv bestemme, om bundene skal være af marcipan, kiks eller hjemmebag (cookies, brownies eller småkager alt efter smag). På MAD&venner er vi kæmpe fans af marcipanbunde, men er du til en hurtig løsning, er kiks absolut også fine (fx Digestive).

Opskrift til ca. 50 små flødeboller

50 g vand
150 g sukker
75 g glukose
½ vaniljestang
100 g æggehvider, past.
10 g sukker
50 bunde af marcipan, kiks eller hjemmebag. Fantasien sætter grænser, og det meste kan bruges
1 kg god mørk chokolade til overtræk

Prøv fx også vores Små flødeboller med hyldeblomstskum

Flødebolleskum: Kom vand, sukker, glukose og vanilje i en lille kasserolle, og kog massen, til den rammer 117 grader – brug et digitaltermometer. Tag derefter gryden af varmen. Tag vaniljestangen op af den kogte sukkerblanding. Pisk æggehvider og det sidste sukker på fuld drøn i en røremaskine, samtidig med at sukkerlagen hældes meget langsomt og forsigtigt i, gerne i en tynd stråle. Lad det hele piske i ca. 3-4 min.

Fordeling af skum: Kom skummet i en sprøjtepose med rund tyl, og sprøjt skummet ud på nogle bunde. Bundene kan være lige, hvad du har lyst til – din yndlingskiks, marcipanskiver eller måske noget hjemmebagt.

Chokoladeovertræk: Nu skal flødebollerne dyppes i chokolade. Du kan vælge at temperere chokoladen Her er det vigtigt at temperere chokoladen (se Blomsterbergs videoguide længere nede). Du kan også lave en snyde-version som denne: Hak chokoladen fint. Kom ca. halvdelen i en skål, og sæt den over vandbad. Tag skålen af, når chokoladen er smeltet, og hæld de sidste 500 g hakket chokolade i. Rør stille og roligt, til chokoladen er uden klumper. Det kræver lidt øvelse at ramme den helt rigtige temperatur, så vær forsigtig. Nu kan flødebollerne blive dyppet i chokoladen (se evt. en lille video her). Stil herefter de færdige flødeboller i køleskab i 5-10 min. Så størkner chokoladen pænest. Opbevar herefter køligt, men ikke i køleskab.

Se Mette Blomsterbergs guide til temperering af chokolade her