Havkat

96
Havkat er en lys fisk med saftigt, fast kød og en mild og middelfed smag. Desuden indeholder havkatten få ben.

Sæson
April til juni, men fås hele året.

Anvendelse
Havkatten er bestemt ikke nogen skønhedsdronning med sit store hoved med en ordentlig mund, prydet af lange hugtænder. Faktisk er den så grim, at den for det meste præsenteres filetteret eller i hvert fald hovedløs. Den brungrønne fisk er da også en ilter herre med et krafigt bid, der uden problemer kan knække skallen på en musling. Havkatten har med andre ord lidt af et imageproblem, og man har da også forsøgt at pynte på dens fremtoning ved at give den et mere tilforladeligt navn, havkat kaldes også for koteletfisk. Men her stopper den negative omtale af denne fisk også, for havkatten er meget velegnet som spisefisk. Havkatten lever nemlig af skaldyr og krabber, en diæt, der virkelig kan smages. Kødet er saftigt og mildt og stort set uden ben, derfor er havkatten også lettere at lokke i børn. Der er nærmest frit slag på alle hylder, når det gælder tilberedning af havkat. Den kan steges, bages, dampes, koges og bruges i suppe eller stuvninger, bare man husker ikke at give den for meget, så kødet bliver tørt og kedeligt.

Opbevaring
Køl eller frys.

Hvor kan den købes
Hos fiskehandleren.