Hareryg med rosmarin og hvidløg

603

Hare er en fantastisk spise, som går fantastisk sammen med svampe, æbler og nødder – perfekt til sensommer og efterår, fortæller kokken Ninna Christensen, som står bag denne ret.

Opskrift til 4 pers.

2 harerygge*
Salt og peber
Olivenolie, til stegning
Ca. 50 g smør, skåret i tynde skiver
4-6 stilke rosmarin eller efter smag
4-6 stilke timian eller efter smag
Ca. 6-8 fed hvidløg eller efter smag, hele og knuste

Rengør hareryggene for grove sener, og afkort ribbenene: Her kan du bruge en kødsav eller -økse, eller bare forsøge med en fjerkræsaks. Herefter er det vigtigt at få fjernet urinstrengen, som sidder langs ribbenene på indersiden af ryggen. Disse vil ellers afgive en temmelig kedelig smag til kødet.
Når ryggene er pænt soigneret, lægges de i et fad, krydres godt med salt og peber. Brun ryggene rigtig godt på begge sider på en varm pande i lidt olivenolie. Læg ryggene tilbage i fadet, og krydr endnu engang med salt og peber. Læg tynde skiver smør hen over ryggen, og læg rosmarin, timian og knuste hele fed hvidløg på ryggene.
Steg ryggene færdige i ovnen ved 175 grader i ca. 15 min. Tag ryggene ud, hæld smørret i bunden af fadet over ryggene, og lad dem hvile tildækket i ca. 15 min. Server fx hareryggene med ristede kantareller, kastanjer og æbler stegt med rosmarin.

* Hare kan være lidt svært at opdrive, men spørg efter det hos slagteren, eller bestil det fx på www.raevhede-naturprodukter.dk.