Grønkålschips med cajun-spice og dip

706
Det er meget nemt at forvandle frisk grønkål til ultratynde og helt sprøde chips, der smager syndig godt, men som faktisk bare er grønkål bagt i ovnen, så de kan spises i store mængder med samvittigheden i behold. Server dem med et godt drys krydret cajun-spice og en mild dip.

Glem alt om bitter kålsmag og sundheds-undertoner med disse knasende grønkålschips, der dyppes i en spicy dip. Server dem som snack til et godt glas øl eller en lille forret.

Opskrift til 1 stor portion chips

1 bdt grønkål, vasket og helt tørret
2 spsk olivenolie
Cajun-spice*
Olie

Dip:
2 dl græsk yoghurt
Cajun-spice*, efter smag
½ citron, saften af
Salt, efter smag

Fjern stokken fra grønkålen, og skær bladene i stykker på 5 cm. Fordel grønkålene på bageplader beklædt med bagepapir, dryp dem med olie, drys med cajun-spice og lidt salt. Sæt dem i ovnen, og bag dem sprøde ved 140 grader, det tager ca. 20-30 min.
Dip: Bland alle ingredienser, og smag til med citronsaft og salt.

*Cajun er opkaldt efter franske immigranter i Louisiana, og krydderiblandingen er en blanding af franske og amerikanske input med bl.a. timian og oregano samt chili og hvidløgspulver. Super til kylling og svin, over salater, i tomatsupper eller som drys på chips.