Grillet kyllingefilet i serrano fyldt med soltørrede tomater, chili, honning og mandler

188
Hurtig kyllingret, der kan serveres, som den er eller med en gang kartofler eller ris til. Opskrift af Mikkel Ais og foto af Kam.

Hæv kyllingefileten til nye niveauer – både i smag og tekstur – helt enkelt. Læg et snit i fileten, og fyld den med din favorit-stuffing – her er det hakkede soltørrede tomater, chili, honning og hakkede, ristede mandler. Det er kun fantasien, der sætter grænser, og det kan også anbefales at fylde kyllingen med gorgonzola og masser af krydderurter. Klem fileten godt sammen om fyldet, svøb i serrano, og grill den i ovnen. Skær den fyldte kyllingefilet i skiver, og server den med en grøn salat vendt i en oliven/eddike-vinaigrette.

Prøv også Ovnstegt kylling med krydderurter og savojkål bagt med ost

Opskrift til 4 pers.

50 g mandler
50-80 g soltørrede tomater
2 tsk tørrede chiliflager
2 spsk honning
Salt og peber
4 store kyllingefileter
8 stk. serrano- eller parmaskinkeskiver

Salat med vinaigrette:
100 g salat, gerne rucola
4 spsk olivenolie
1 spsk vineddike
1 tsk citronsaft
1 spsk vand
Salt og peber

Kylling: Blancher mandlerne, smut dem, hak dem groft, og rist dem gyldne på en varm pande. Hak de soltørrede tomater groft, og bland alle ingredienser til fyldet godt sammen. Smag til med salt og peber. Læg et snit i kyllingefileterne, stop dem med fyldet, og rul dem med skinken. Rul dem stramt i køkkenfilm, og sæt på køl, til de skal i ovnen. Tilbered kyllingerne i ca. 20 min. i ovnen ved 200 grader. Lad kort fileterne hvile, og skær dem i skiver inden servering.
Salat med vinaigrette: Skyl salaten, og lad den dryppe af på køkkenrulle. Ryst de øvrige ingredienser godt sammen til en vinaigrette, smag til, og vend den med salaten lige inden servering.

Prøv også Kokoskylling i mandler og koriander