Granatæbler med hjemmelavet marcipan

143
Opskrift af kokken Thomas Hess.

Det er ikke den store videnskab at lave hjemmelavet marcipan, men til gengæld kræver det rigtig gode råvarer, så gå efter nogle mandler af god kvalitet. Den friske marcipan behøver ikke selskab af andet end friske granatæbler for at være en stor gastronomisk oplevelse. Her får du kokken Thomas Hess fra Aarstidernes opskrift.

Opskrift til 4-8 pers.

Marcipan:
200 g mandler
2 dl vand
1½ dl rørsukker
Lidt stødt kardemomme

Ved servering:
3 granatæbler
Evt. lidt god, tæt frugtsaft
Evt. friske mynteblade

Prøv også Marcipankage med masser af citron

Marcipan: Blend mandlerne fint i en foodprocessor. Kog vand og rørsukker i 5 min. Tilsæt kardemomme, og kom sukkersiruppen i en tynd stråle ned til mandlerne, imens der blendes. Kom mandelmassen ud på et bord, ælt den igennem, og pak den ind i køkkenfilm.
Ved servering: Rul granatæblerne på et bord, så kernerne løsner sig. Del granatæblerne på midten, og tag kernerne og saften ud. Fjern de hvide hinder, og gem kerner med saft i en skål. Du kan evt. gøre saften lidt kraftigere med lidt frugtsaft eller en skefuld marmelade. Server granatæblerne med små kugler hjemmelavet marcipan og evt. en håndfuld friske mynteblade.