Græskarsmør

186
En form for krydret marmelade, der er superdejligt oven på nybagte boller med et godt lag smør. Opskrift af Maria Faarvang og foto af Nicolai Mørk / Kam.

En opskrift, der egentlig ikke har noget med smør at gøre, men har fået navnet pga. sin smørbare konsistens. Det er en form for marmelade, hvor græskarret koger i æblejuice med ingefær, nelliker, kanel og muskat, hvilket giver en krydret og mild ”smør”, der smager fantastisk sammen med en salt ost.

Opskrift på 2 store glas eller 4 små glas græskarsmør

1 græskar, ca. 1 kg, fx gelber zentner
3 dl æblejuice
1 ½ tsk ingefær, stødt
1 tsk nelliker, stødt
2 ½ tsk kanel, stødt
1 ½ tsk muskatnød, revet
4 dl sukker
Salt, efter smag

Halver græskarret, grav kernerne og det fibrøse kød ud med en ske, og læg det med skæresiderne nedad på en bageplade, og bag det i ovnen ved 175 grader, til kødet er helt mørt, det tager ca. 1 ¼ time. Grav det møre kød ud med en ske, og blend eller mos det til en fin pure, og lad det køle let af. Bland græskar, æblejuice, krydderier og sukker i en stor gryde, og kog det op under omrøring. Lad det simre i ca. 30 min., eller til det er tyknet. Rør jævnligt. Smag til med lidt salt og evt. lidt mere af krydderierne. Fyld det på skoldede glas, og opbevar det på køl.